På det nye kirkeårs første hverdag sluttede TV-serien "Generation Krig", hvori vi fulgte nogle unge mænd, der har valgt at melde sig til krigsdeltagelse i Afghanistan.

To af dem er vokset op hos enlige mødre. Den enes far er professionel soldat. Senere overværes en samtale mellem far og søn. Vi får et indblik i militær tankegang og soldater-"ære".

Alle mødre, kærester og hustruer, vi møder i serien, er dybt bedrøvede over, at deres søn, kæreste eller mand har valgt at gå i krig. Men ingen af dem giver udtryk for, at de er gået ind i organiseret arbejde mod militær og militarisme, som det kommer til udtryk i Kvindernes Internationale Fredsliga.

Alle mødre, kærester og hustruer, vi møder er dybt bedrøvede over, at deres søn, kæreste eller mand har valgt at gå i krig.

Vi følger de unge mænds hårde træning og hører om en ung mands sorg over, at han dumper til "krigseksamen" og følgelig ikke kan komme til Afghanistan.

Vi følger udsendelsen til Afghanistan og "arbejdet" der. Det var det sidste hold kampsoldater. Det groveste  "arbejde" var allerede overladt til afghanske "sikkerheds"-styrker, så de unge danske - til nogles græmmelse - kun kommer i kamp én gang.

Ingen kommer til skade. Men en talibankriger oplyses at være dræbt. Sluttelig ser vi gribende gensynsscener med familierne i  en dansk lufthavn.

Hvad vi ikke så, var invaliderede danske soldater fra tidligere udsendelser. Ej heller mødte vi efterlevende til faldne danske soldater. Kvindelige frontsoldater, som der også har været nogle af, så vi heller ikke. At kvinder vælger at gå i krig, er mig endnu mere uforståeligt, end at mænd gør det.

Feltpræster eller KFUM's Soldaterhjem så vi heller ikke. Ingen af soldaterne gav udtryk for religiøse overvejelser: at de måske havde reflekteret over budet: "Du må ikke slå ihjel".

"Generation Krig" har - om muligt - styrket mig endnu mere i min pacifistiske overbevisning.