Vi kender alle figurerne af de tre små aber, der holder sig for ørerne, øjnene og munden, som betyder hør intet ondt, se intet ondt og sig intet ondt. Det er jo et meget fint princip.

Men, kan og skal det bruges til en forklaring af, hvorfor så mange efter Anden Verdenskrig påstod, at de ikke vidste noget om koncentrationslejre og udryddelse af jøderne?

En af forklaringerne er naturligvis, at man var underlagt et terrorregime og en besættelsesmagt. Men er det nok til at forklare døvheden, blindheden og tavsheden? Handler det ikke også om, at folk var blevet indoktrineret om, at jøderne var undermennesker?

Og foregår den samme indoktrinering ikke stadig, bare med den forskel, at i dag er det muslimer, og specielt palæstinensere, der er undermennesker.

Hårene rejser sig på min jødiske veninde, når hun ser, hvordan muslimer omtales offentligt i Danmark

En af mine jødiske veninder siger, at hårene rejser sig på hende, når hun ser, hvordan muslimer omtales offentligt i Danmark, fordi det i den grad minder hende om, hvordan jøderne blev omtalt i 30’erne. Og jeg tænker på Jyllands-Postens leder kort efter Krystalnatten. Efter en del beklagelser over, at de går lidt for hårdt frem dernede, mener journalisten, at man jo trods alt godt kan forstå tyskernes ”animositet” over for disse jøder, hvoraf mange er blevet forgrundsfigurer i svindelaffærer, pornografi og så videre.

Baggrunden for ikke at se, høre og tale om, hvad der skete med disse "undermennesker" var grundigt opdyrket. I dag hører, ser og taler man ikke om de forbrydelser, der dagligt foregår mod det palæstinensiske folk.

Selv om de tre abers princip om ikke at høre, se og tale ondt er fint, så ville det være dejligt, hvis vi kunne lære vore politikere og medier, at det er godt at høre, se og tale sandheden om de forbrydelser, der sker. Og i forbindelse med Krystalnatten, og de konsekvenser den fik – ikke at glemme at det nu er palæstinenserne, der er ofrene og åbenbart skal betale for den uret, der blev begået mod jøderne.