I sit blog-indlæg 16/1 i Arbejderen skriver Jens Joel: "Klimaforandringerne, forureningen og knaphed på råstoffer gør det uomgængeligt, at vi skal omstille vores samfund for at kunne vækste – uden at det går ud over fremtidige generationer".

Heri kan man kun give ham ret, dog med forbehold for, hvad der tænkes på med vækst. Regeringens og Enhedslistens finanslov fremhæves herefter. Den indeholder blandt andet grønne omstillingslån til små og mellemstore virksomheder.

Hvem bestemmer?

Med regeringens udmærkede initiativer er vi således godt på vej. Eller er vi? Mit spørgsmål: Er grøn vækst noget regeringen kan beslutte? Nej vel: Det gør investorerne, og de anbringer pengene, hvor profitten er størst og ikke efter kuløren på investeringen.

Som Jens Joel beskriver, kan regeringen lægge dusører ud til virksomhederne for at fremme grøn adfærd. Men skal der virkelig flyttes noget efter den recept, skal der en stor pengekiste til. Det kan illustreres med, at danske investeringer i udlandet i 2011 var 80 milliarder kroner. En af de store poster var her Mærsks investeringer i brasilianske oliefelter (ikke særlig grønt). Heroverfor står regeringens grønne omstillingslån på 350 millioner i 2013.

Skal statsstøtten til sådanne formål op på de nødvendige milliardbeløb, får vi nok ballade, eftersom regeringen har overladt til EU at lægge rammerne for det danske statsbudget, og de er snævre. En anden ide kunne være at lægge afgifter på særligt miljøskadelige varer eller stille krav til produkter. Men så kommer vi let til at krænke EU-dogmet om varernes fri bevægelighed.

Virksomhederne brænder en masse olie af ved at flytte rundt med arbejdskraft, råvarer, halvfabrikata og færdigvarer.

Joel er inde på, at grøn omstilling kan fremme dansk produktion. Det samme var Mette Frederiksen i en kronik i Politiken for nyligt. Men kan og vil regeringen gribe ind og forhindre cirkusset, hvor virksomhederne shopper den billigste arbejdskraft på kloden? Inden for EU’s grænser har arbejdskraftens fri bevægelighed dogmestatus.

Virksomhederne brænder en masse olie af ved at flytte rundt med arbejdskraft, råvarer, halvfabrikata og færdigvarer. Og mod hensigten kan en isoleret teknologisk forbedring af brændstoføkonomien for motorer på skibe med videre gøre cirkusset endnu mere attraktivt.

Regeringens brede energiaftale omfatter ikke landbrug og transport, to hellige og halsstarrige køer. Et eksempel er den absolut ikke bæredygtige, enorme danske produktion af svinekød på basis af soya fra Latinamerika. Den koster store arealer af urskoven. Soyaen dyrkes industrielt og transporteres over Atlanten. Begge dele kræver et stort forbrug af råolie.

Markedsføring

Nærmest urørligt inden for kapitalismens rammer er også det kolossale ressourcespild til markedsføring, emballage og ustandselig fornyelse af modeller, der ikke betyder reelle forbedringer. Og hvad med smid-væk-produkter, der ikke kan repareres?

Grøn kapitalisme som en løsning på den stadigt fremadskridende økologiske krise er et blålys. Grøn omstilling, som Joel beskriver det, skal bestemt fremmes, fordi alle skridt i den retning - også små skridt - må hilses velkommen.

Men omstillingen er helt ude af proportioner, hvis målet er en bæredygtig verden. At nå det mål kræver andre midler, nemlig brugen af samfundets ressourcer ud fra en samlet og gennemgribende planlægning under fuld udnyttelse af den vigtigste ressource, vi har: den menneskelige arbejdskraft. Det kaldes også socialisme.