Hvis vi nu prøvede at forestille os, at retstilstanden (straffelovgivningen, retsplejen, retssikkerheden og så videre) bare var helt perfekt og meget demokratisk i alle de andre EU-lande, også ud fra vores målestok, ville vi så uden betænkeligheder stemme ja til en ophævelse af retsforbeholdet? 

Et ja den 3. december vil være et alvorligt skridt ud ad den vej, der består i, at Danmark gradvist men sikkert afvikles.

Forhåbentlig kan vi være enige om, at svaret på dette spørgsmål må blive et klart nej. For i sidste ende drejer det sig jo om noget helt andet. Det drejer sig om, at Danmark som selvstændigt land naturligvis skal have sin egen jurisdiktion, altså forstået på den måde, at det skal være danske og ikke udenlandske myndigheder, der håndhæver loven i Danmark. 

Selvfølgelig findes der kriminalitet og retlige spørgsmål, som er internationale; for eksempel menneskesmugling og sager omkring skilsmisser, hvor den ene er udlænding. Men til den slags har man mellemstatslige aftaler og konventioner, og det er disse metoder, der bør fastholdes, udvikles og gøres stadigt bedre - i stedet for bare at give magten fra sig. 

Ved en mellemstatslig aftale kan Folketinget forlange ændring eller om nødvendigt opsigelse, hvis man opdager, at den ikke fungerer rigtigt. Det kan man ikke med retsregler, som man har tilsluttet sig gennem den foreslåede tilvalgsordning. For ordet "tilvalgsordning" er nemlig her en forskønnende og manipulerende betegnelse på noget, som retteligt burde kaldes en "åleruse". Man kan komme ind, men man kan ikke komme ud igen.

Et ja den 3. december vil derfor være et nyt, alvorligt skridt ud ad den vej, der faktisk består i, at Danmark ganske gradvist men meget sikkert efterhånden afvikles.