Børn og unge har brug for synlig, fastholdende verbal og nonverbal handlekraft fra voksne, der arbejder med dem. Ellers er vi voksne med til at skabe rum, der tillader udvikling af uhensigtsmæssig adfærd.

I mit pædagogiske arbejde har jeg typisk mødt børn og unge fra socialt belastede boligområder. Deres familier har ofte problemer med økonomien samt sociale og kulturelle spilleregler, så de isolerer sig fra samfundet.

Forældrene kæmper med personlige udfordringer og føler sig konstant uduelige over for deres børn, overfor partneren og det øvrige samfund. 

Forældrene kan ikke dansk, har ikke arbejde, og en del er traumatiserede af kriser i deres oprindelsesland. De har sundhedsproblemer og psykosomatiske udfordringer. Mange forældre har mistet deres funktion som forældre og har enormt svært ved at samarbejde med skolen og andre pædagogiske institutioner.

Børnene vil ikke høre, hvad forældrene siger, og kan heller ikke bruge deres råd om at opføre sig ordentligt og holde sig væk fra kriminalitet og vold.

Forældrene kæmper med personlige udfordringer og føler sig konstant uduelige over for deres børn, overfor partneren og det øvrige samfund. Deres chancer for at få arbejde ser ikke for gode ud.

Børn fra disse familier har svært ved at fungere i vores pædagogiske institutioner. Det kræver meget af det pædagogiske personale og andre voksne omkring dem. 

Truende adfærd er uacceptabel

Når jeg spørger disse pædagoger og andre fagfolk, hvad de gør i forhold til groft sprogbrug, får jeg ofte dette svar: ”Du kender boligområdet, og vi kommer ikke langt, hvis vi skal gå efter deres sprog. Vi siger, vi ikke vil høre det grove sprog, og de siger ja til at lade være, men kort efter fortsætter de internt med groft sprog og er hårde mod hinanden. De bruger bandeord, og vi kan ikke ændre det".

Jeg forsætter med at spørge, hvad de gør, når de møder trusler, for eksempel: ”Jeg slår dig ihjel... jeg ved, hvor du bor… jeg smadrer dig og din familie". Svaret lyder, at der ikke er hold i truslerne, og at det i deres familier og kultur er legalt at tale groft og bruge trusler i sit netværk.

Jeg møder dog også pædagogisk personale, der tager groft sprog og trusler alvorligt. De kontakter straks forældrene og beder dem om at møde personligt op i institutionen. Her får de besked om deres børns sprog og adfærd, og at institutionen vil vurdere, om der skal skrives en underretning eller anmeldes en sag til myndighederne.

Uanset børnenes kulturelle og familiemæssige baggrund mener jeg, at pædagogisk personale altid skal forholde sig til truende adfærd og vise, at det er helt uacceptabelt. Forældrene skal straks orienteres, og myndighederne underrettes for at signalere, at der en grænse. Det kan få de unge til at reflektere over, at deres sprogbrug og truende adfærd får konsekvenser for deres faglige og sociale udvikling.

Der må sættes grænser

Hvis institutionerne er passive og lader stå til, opfordrer jeg både medarbejdere og ledelse til at påtage sig ansvaret, da passivitet har negative konsekvenser. Børnene kan havne i kriminelle miljøer, og det er hverken forældrenes eller pædagogernes intentioner.

Passivitet er med til, at børnene ikke påvirkes til at være aktive samfundsborgere. Når de forlader institutionen, fortsætter deres truende adfærd, og de kan tage skridtet videre og udøve vold mod uskyldige mennesker.

Jeg har selv som institutionsleder sat børn og unge uden for døren og anmeldt deres grove handlinger, men vi mistede dem ikke. De blev ved med at henvende sig til mig og mine medarbejdere og har senere fortalt mig, at det skyldtes, at de vidste, at vi satte pris på dem, men at der var grænser for, hvad vi ville finde os i.