Den yderste liberalistiske højrefløj bliver mere og mere ekstrem i de her år. Nu er det så Konservative, der er ude med forslag om en flad skat på 33 procent, betalt af nedskæringer på blandt andet folkepension og SU. (Forslaget er i øvrigt langt fra finansieret, og vil kræve yderligere markante nedskæringer i velfærden).
En snæver elite vil opleve en markant indkomstfremgang betalt af nedskæringer på velfærden og den sociale tryghed.
Forslaget er både økonomisk og socialt dybt uansvarligt. Det vil, hvis det gennemføres, skabe en enorm indkomst-ulighed i Danmark. Skellene mellem danskerne vil vokse, og en snæver elite i toppen af indkomstpyramiden vil opleve en markant indkomstfremgang betalt af nedskæringer på velfærden og den sociale tryghed.
Men forslaget er samtidig dybt økonomiske uansvarligt. Det vil erodere skattegrundlaget for vores velfærdssamfund og infrastruktur, så vi ikke længere kan finansiere uddannelser, sundhedspleje og ældrepleje af høj kvalitet. Alt sammen en forudsætning for en stærk økonomi.
Den danske succes
De konservative er fuldstændig blinde for, at netop vores velfærdssamfund, vores høje uddannelsesniveau og vores sociale tryghed, har været med til at gøre Danmark til et af verdens mest succesrige økonomier, med den højeste velstand og laveste arbejdsløshed. Det er den succes, som de vil ødelægge med deres forslag.
Det er ganske bizart, at mens man mange steder i verden ønsker at kopiere den skandinaviske velfærdsmodel, så har vi partier i Danmark, der arbejder konsekvent på at ødelægge netop alt det, der har gjort Danmark til et af verdens mest trygge og mest velstående lande.
Hvis vi skal fastholde og udvikle den succes, så skal vi den stik-modsatte vej. Genskabe mere progression i skattesystemet, så vi kan finansiere et markant uddannelsesløft i befolkningen og en genopbygning af vores velfærd og sociale tryghed efter det sidste årtis ødelæggende reformer.
I resten af verden er man ved at indse, at netop investeringer i mennesker og omfordeling af rigdommen er nøglen til økonomisk succes. Internationale institutioner som OECD, IMF og FN anbefaler at løfte de nederste 40 procent af befolkningen økonomisk og uddannelsesmæssigt, som den vigtigste vej til succes.
Men skyklapperne er tykke hos den danske højrefløj.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278