Det er blevet almindeligt blandt venstreorienterede at kalde højrepopulismen (Trump, Erdogan, de europæiske højrepopulistiske partier og så videre) for fascistisk.

Der er vækst i storborgerskabets forvirring og manøvrer for at undgå det revolutionære klimaks.

Men det er ikke nok at se på politiske fænomeners ideologiske træk - som racisme og nationalisme.

Man skal se på, hvilken funktion de har haft historisk i forholdet mellem de forskellige klasser, og hvornår de derfor kan optræde. Og her er der afgørende forskelle mellem højrepopulismen og fascismen.

Fascismen i Italien i 1920, i Tyskland i 1933 og i Spanien i 1936 var hver gang det sidste led i en speciel politisk cyklus:

Klasser i bevægelse

Det kapitalistiske samfund er i dyb systemisk krise, der ikke lader sig løse ved "normale" midler.

Der er vækst i arbejderklassens radikalitet. Klassen er i bevægelse i et militant oprør med massestrejker, besættelser og andre revolutionære klassekampmidler.

Der er vækst i småborgerskabets sympati for arbejderklassen og i dets længsel efter radikale forandringer.

Der er vækst i storborgerskabets forvirring og i dets manøvrer for at undgå det revolutionære klimaks.

Den socialistiske revolution er på dagsordenen. Men der er krise i arbejderklassens politiske ledelse. De store arbejderpartier blokerer på forskellig måde arbejderklassens kamp for statsmagten. 

Der hersker en kronisk ubalance i samfundets magtforhold mellem de to hovedklasser med øgning af den sociale krise. Men proletariatet udmattes med voksende forvirring og ligegyldighed til følge.

Småborgerskabet, som før satte sit håb til proletariatet, er af krisen bragt i en tilstand af socialt raseri og retter nu skuffet sin vrede mod arbejderklassen.

I tillid til fascismens løfter om mirakler er det parat til voldelige tiltag i en massebevægelse, hvis ledere ikke kommer fra statsapparatet eller fra eliten, men nedefra.

De småborgerlige lag sættes nu i voldelig massebevægelse vendt mod det proletariat, de ville have fulgt, hvis det havde tage magten i samfundet.

Overklassen

Storborgerskabet har ikke kunnet genindtage den fulde samfundskontrol, men det ser en vis svækkelse af arbejderklassen og en fordel i at støtte fascismen for hurtigt og definitivt at få skabt ro på hjemmefronten og for sine egne erobringsplaner.

Fascismen infiltrerer alle arbejderorganisationer, som knuses indefra, og dens voldelige gadebander slagter arbejderklassens ledere.

Desuden forener fascismen efter sin magtovertagelse sine gadebander med statsapparatets voldsapparat. Det bliver et så knusende apparat, at der på meget kort tid ikke er nogen former for selvstændige arbejderorganisationer tilbage. Arbejderklassen er nu atomiseret.

Efter magtovertagelsen sammensmeltes fascismen med statsbureaukratiet, og dens massebevægelse afmonteres. 

Morale: Borgerskabets politik, inklusive højrepopulisme, er ikke fascisme, men den skal bekæmpes. 

Forkortet af redaktionen.