Det er en neoliberal human-rights-netværksteori, der retfærdiggør den række overfald på suveræne stater, som USA og Nato har begået siden Sovjet-blokkens opløsning.

Denne pro-interventionistiske menneskerettighedsdoktrin, som har vundet indpas langt ind i venstrefløjen, argumenterer for, at de respektive befolkningers humanitære rettigheder er vigtigere end staternes suverænitet, herunder "en diktators frihed til at terrorisere og slagte sin befolkning". Så godt så langt.

Men holder argumentet? Menneskerettighedsdoktrinens præmis er jo, at interventionen skal efterlade den brede befolkning med øgede menneskerettigheder og i en generel bedre forfatning end før. Milosevic og Karadzic begik etnisk udrensning mod muslimerne, lød Nato's humanitære interventions-argument. 

 I dag har Al-Qaeda-netværket fodfæste i Europa - I Bosnien og Kosovo - takket være Nato.

Men der har altid været spændinger og periodisk skiftende magtbalancer mellem serbere og muslimer. I optakten til Kosovo-krigen havde UCK endda sendt mere end 200.000 serbere på flugt fra provinsen. UCK er en terrorist-organisation, som Nato guidede gennem dens operationer i Kosovo.

I dag er Kosovo en etnisk ren og lovløs mafia-stat, hvor alle protester bliver kvalt af et kriminelt narko-netværk, drevet af UCK - under Nato´s og EU´s overhøjhed. Og i dag har Al-Qaeda-netværket fodfæste i Europa - I Bosnien og Kosovo - takket være Nato.

I Irak gentog Bush og Blair det altid gangbare underliggende argument: Tyrannen Saddam slagter sin befolkning. Men Saddam holdt primært de ekstremistiske, terroristiske kræfter i ave - som nu har magten. Og det dengang blomstrende Irak er i dag på alle områder en ruinhob - takket være Bush og Blair.

Igen i Libyen repræsenterede små væbnede oprørsgrupper - eller rettere terroristgrupper - ifølge Nato´s retorik, civilbefolkningen. I Libyen stod Benghasi´s to millioner store civilbefolkning "over for en massakre, som Nato forhindrede i sidste øjeblik." 

Men Gaddafi forfulgte udelukkende terroristbanderne. "Rotterne" blev endda lovet fri flugtvej. Igen brugte USA og Nato altså befolknings-tricket, som selv Enhedslisten ureflekteret og uprofessionelt købte.

Og nu i Syrien er det ikke de væbnede oprørere/Al-Queda-terroristerne, men civilbefolkningen som "Assad-diktaturet" bomber og slagter...

Helt ædrueligt: Med de tilstande, der i dag hersker i eks-Jugoslavien, herunder i Bosnien og Kosovo, i Irak, Libyen og for tiden i Syrien, holder det neo-liberale pro-interventionistiske humanitære argument så? Eller ganske enkelt: Har de respektive brede befolkninger fået det bedre?