Den 22. december udkom Arbejderen som et temanummer om DDR i anledning af 25-året for Murens fald og genforeningen af de to Tysklande. DDR's skæbne rejser mindst ét vigtigt spørgsmål for os socialister, som jeg synes, at vi endnu ikke har fået et godt svar på, nemlig:

Hvordan kan det være, at socialismen i DDR og i resten af Østeuropa og Sovjetunionen endte som en total fiasko. For det var jo sådan, det blev: en total fiasko. I håb om at komme nærmere et svar satte jeg mig til at læse samtlige 12 sider omhyggeligt, fra ende til anden.

I håb om at komme nærmere et svar læste jeg samtlige 12 sider omhyggeligt,

Der blev gjort meget ud af at fortælle om alle de gode intentioner og tiltag, som DDR stod for. Fint nok. Der stod ret meget om, hvor slemme og grådige de vestlige kapitalister var, og hvor megen skade de dengang og nu har forvoldt på det østtyske samfund.

Nå ja, det har vi vel aldrig været i tvivl om. Men det gjorde mig ikke ret meget klogere.

Om heksejagten i uddannelsessystemet berettes der om 14.000 industriforskere, der røg ud i kulden, og den totale ødelæggelse af DDR's forskningspotentiale. Så var det lige, at jeg måtte læne mig tilbage og tænke over, hvilke blivende landvindinger DDR's industri og forskning har leveret.

Det blev lidt svært. Jeg har gode erfaringer med porcelæn og petroleumslamper fra DDR. Men ingen af delene er vel opfundet eller videreudviklet i DDR. Så er der beretningen om DDR's bil- og motorcykelindustri. Den kan man ikke nævne idag, uden at folk begynder at smile.

Forskning og historie

Hvem husker ikke Trabant, Ifa, Wartburg og MZ. Det pudsige ved  alle disse modeller er, at de bygger på den totaktsmotor, som danskeren Jørgen Rasmussen introducerede i Tyskland før 1920. Og nogen forbedring af den synes der ikke at være sket.

De eneste blivende resultater af DDR's forskning, jeg her og nu kan komme i tanke om, er alle de rekorder der blev sat, og guldmedaljer der blev vundet af DDR's sportsfolk op gennem 60'erne, 70'erne og 80'erne.

Jeg indrømmer gerne, at jeg sad klinet til tv-skærmen og jublede, hver gang det skete. Men idag er det ikke noget, man ret gerne taler om, og noget tyder på, at det kommer til at tage en del år, før nutidens atleter kan matche niveauet fra dengang.

Professor Ekkehard Lieberam får fire sider i temanummeret til at redegøre for kampen om DDR's historie. Var det et socialismeforsøg eller en slyngelstat? Jeg synes, at professoren går pinligt let hen over et par vigtige ting. Han går for eksempel let hen over begivenhederne i 1953.

Uro 1953

Redelige kilder beretter, at over 200.000 arbejdere gik på gaden og demonstrede mod regeringen. 20 arbejdere kan måske tage fejl. 200 arbejdere kan måske være vildledt. Men, kære venner, vi er vel enige om, at over 200.000 arbejdere ikke kan være på vildspor, når de går på gaden for at demonstrere mod de forhold, der bydes dem.

Demonstrationerne var omfattende og vedvarende, og regeringen turde åbenbart ikke stole så meget på sin Nationale Folkehær, at den kunne sættes ind mod landsmænd. Så det blev den sovjetrussiske hær, der satte en stopper for demonstrationerne. 

Det gik angiveligt ret voldsomt for sig. Mange blev arresteret, og efterfølgende blev 21 henrettet. 21 henrettelser! For at demonstrere! Det virker helt ude af proportioner.

Professoren bruger megen plads på at forklare, at DDR's fiasko skyldtes landets vanskelige betingelser, med pres fra både øst og vest. Det kan da godt være en del af forklaringen. Men mon ikke de 21 henrettelser vejer tungt i det regnestykke?

Otte år efter 1953 var man nået så vidt, at man spærrede hele befolkningen inde bag Berlinmur og pigtrådshegn. Forklaringen om, at det var for at holde vestlige agenter ude, er nok temmelig søgt.

Enhver der har oplevet perioden ved, at det var let nok for folk fra Vesten at rejse ind i DDR, hvis man ønskede det. Det var udrejse for landets egne borgere, der skulle kontrolleres.

Vi må lægge nostalgi og skyklapper fra os og se alle kendsgerninger i øjnene. Ellers kommer vi aldrig videre.