I "Familiens, privatejendommens og statens oprindelse" skildrer Friedrich Engels, hvordan der er en nøje sammenhæng mellem forskellige kontinenters historie. De forskellige trin kan med mindre afvigelser genfindes i alle kulturer.

Denne erkendelse var det afgørende nye, som den dialektiske og historiske materialisme bidrog med:

”Det gamle samfund, som hvilede på slægtsforbund, sprænges ved sammenstødet med de nyudviklede samfundsklasser; i dets sted træder et nyt samfund, sammenfattet i staten ...”

Sådan beskriver Engels i få ord dynamikken i den historiske udvikling siden antikken. Når vi studerer det 20. århundredes historie, kan vi med fordel se på det tidligere trin i udviklingen, nemlig feudalsamfundet, der strakte sig som en hel epoke.

Bondekrigene

Gennem flere århundreder udviklede der sig fælles træk, som strækker sig fra Mellemøsten over Tyrkiet til Europa. 

Det begyndte med mindre og lokale opstande mod datidens herremænd i Tyrkiet i 1400-tallet og udviklede sig til nationale kampe med regulære slag mellem klasserne.

Den tyrkiske digter Nazim Hikmet har i sit værk "Sheik Bedreddins epos" (Ararat 1982) skildret, hvordan Beddredin som ung blev uddannet i byen Konya, som var et videnscenter i Anatolien.

Senere rejste han til Cairo i Ægypten, hvor han studerede logik og andre videnskaber. I begyndelsen af 1400-tallet vender han tilbage til sin fødeby Izmir, hvor hans forældre boede.

Her deltog han i bøndernes opstand som deres åndelige leder.

I  "Den tyske Bondekrig" har Friedrich Engels skildret den grundlæggende modsætning mellem udbyttere og udbyttede, som endte i de store bondekrige i 1500-tallets Europa.

Det var forandringerne i produktivkræfterne, der førte til forandrede klasseforhold, og igen til bondekrigene.

I nutidens kampe mellem kapital og arbejde kan vi lære af bondekrigene.

Trods en ihærdig indsats opnåede bønderne ikke det, de gerne ville - et mere retfærdigt samfund.

I nutidens kampe mellem kapital og arbejde kan vi lære af bondekrigene og tidligere tiders klassekampe.

Dels fordi historien - med mindre variationer - gentager sig i mange lande og over flere kontinenter, dels fordi der var en nøje sammenhæng mellem den ideologiske kamps stade og styrken i de udbyttedes klassekamp.

Teorien spillede med andre ord en afgørende rolle for kampens udfald.

I forordet til sin bog skildrer Engels de idémæssige brydninger:

”. . . det jeg forsøgte at demonstrere var den politiske struktur i Tyskland på den tid, oprøret imod den, og de daværende politiske og religiøse teorier, ikke som årsager, men som resultatet af en fase af udviklingen i landbrug, industri, jord og vandløb, handel med råvarer og penge, sådan som de fandtes i Tyskland.”

Når vi ser på klassekampene i det 20. århundrede, er de - sammenlignet med bøndernes kampe - løftet op på et højere niveau.

De nye samfærdselsmidler i det 20. århundrede og den forbedrede kommunikation, betyder bedre muligheder for at lære af erfaringerne og rette eventuelle fejl.

Idealisme eller materialisme

Det 20. århundredes klassekampe er forberedelsen til en overgang til et højere samfundstrin, som én gang for alle skal afskaffe klassemodsætningerne.

Det er væsentligt at holde sig for øje, fordi det giver en kvalitativ forskel fra tidligere epokers kampe.

Den materialistiske tilgang til historien er væsentligt forskellig fra skildringen af historien som en realisering af den absolutte idé, i store træk sådan som Hegel udformede sin idealistiske teori i 1800-tallet. 

Diskussionen om historiens indhold og form er blevet en vigtig del af klassekampen.

Dermed er diskussionen om historiens indhold og form også blevet en vigtig del af klassekampen. Det 20. århundredes historie kan i sin fulde dybde, med de mange spring fremad og bagud, kun forstås som forskellige trin i klassernes kamp, en kamp mellem revolution og reaktion.

Det er en historie som udvikler sig springvis, katastrofefyldt og med muligheden af klassernes fælles undergang, sådan som Marx og Engels skildrede det i Det kommunistiske Manifest fra 1848:

”Alle hidtidige samfunds historie er en klassekampens historie. Fri mand og slave, patricier og plebejer, baron og livegen, lavsmester og svend . . .”

Det 20. århundredes historie kan kun forstås ved at se på de generelle udviklingstræk, sådan som de udviklede sig over en lang periode.

De imperialistiske modsætninger førte til verdenskrigene med deres frygtelige ødelæggelser af mennesker og materielle værdier.

Arbejderbevægelsen gjorde alt, hvad den formåede, for at forhindre krigene, og da de kom, gjorde de revolutionære alt for at forvandle dem til klassekrige.

I denne forstand kan man tale om, at den historiske og dialektiske materialisme fik afgørende betydning. Det er ikke nogen færdig recept eller opskrift, men en teori hvis begreber og kategorier udvikler sig i kampens forløb. 

Det er en lære, som til dels er gået i glemmebogen i arbejderbevægelsen og dens partier.

Men man kan ikke videreføre begreberne fra for eksempel Komintern's VII. Verdenskongres, fordi de opstod i en anden tid, i en anden politisk og økonomisk situation.

Det, man kan gøre, er at anvende erfaringerne skabende og bruge dem i en ny analyse af nutidens kapitalisme/imperialisme.

På Kominterns VII. Verdenskongres definerede Georgi Dimitrov fascismen, som "den rasende reaktion og kontrarevolution" og videre som "arbejderklassen og hele det arbejdende folks værste fjende".

I nutiden oplever vi en vækst i de højrepopulistiske partier og bevægelser, men man kan ikke umiddelbart overføre Dimitrovs definitioner til i dag.

Selv om de  grundlæggende træk er de samme, er fascismens former ændret væsentligt, og det kræver nye analyser at forstå dem og blive i stand til at imødegå dem.

Det er kernen i den dialektiske tankegang, at alt må ses i sin alsidige udvikling og i sammenhæng med andre fænomener i samtiden. 

Forkortet af redaktionen