Det knager i samfundets furer og bånd,
Lad falde, hvad ikke kan stå!
Men ræk mig, o broder, din barkede hånd,      
før i løgn og af sult vi forgå,
en bygning vi rejser til skærm i vor nød
Til arbejdet, liv eller død!

Arbejdernes Forsamlingsbygning på Nørrebro stod færdigt i November 1897.  Aktier af fem og ti kroner stykket, mange afdraget med 25 øre om ugen, var i årene forinden blevet solgt. I 1800-tallets København var arbejderbevægelsen en undergrundsbevægelse, uønsket i de af byens lokaler, som kunne rumme deres møder. I takt med at bevægelsens styrke voksede, opførte arbejderne deres egne bygninger. 

Når man selv har fine lokaler, kan man godt få lov til også at komme i andres. Ved den internationale socialistkongres i København i 1910 åbnede Odd Fellow Palæet dørene for en taler, som få år senere slog sig ned som diktator i Rusland.

Så spolerede han da ikke den gode stemning på Jagtvej, hvor man blandt andet vedtog en årlig kampdag, for en udbyttet og umyndiggjort del af verdens folk.

Gennem de næste 50 år løftede arbejderne de tungeste byrder i skabelsen af velfærdssamfundet.

De forskellige fagforbund fik eget hus, ligesom mange af arbejderne. Gassen gik af Jagtvej 69, huset forsøgtes solgt men lod sig ikke sælge.

Sidst i 1970'erne prøvede en spillemandsforening kræfter med det godt brugte palæ, men også de måtte give op. I 1982 overlod overborgmesteren, storladen og med uudgrundelig visdom, bygningen til "initiavgruppen for et ungdomshus". En punk er, blandt meget andet godt, en der er til overs.

Et mægtigt gilde

I 1996 raserede en brand baren og gulvet i den store sal. Ungdomshuset havde de foregående par år forhandlet med Københavns ungdomscentre, KUC, om en gennemgribende renovering af den historiske bygning, som ikke havde fået nye dele siden 1963.

Et for Ungdomshuset venligt stemt arkitektfirma havde udfærdiget en plan for udskiftning af delene fra top til tå til en samlet pris af seks millioner kroner.

Pengene til alle disse herligheder kunne man nok have gået andre steder efter, men efter i over ti år at have varetaget et væsentligt udsnit af hovedstadens ungdoms interesser og behov, var kommunens arm - Københavns Ungdomscentre (KUC) den oplagte samtalepartner.

Et ligeså vigtigt emne at få en ordning på var den daglige drift. Hidtil blev denne hovedsageligt varetaget af arbejdsledige, som i 1980'erne selv havde muligheden for at disponere deres indsats i forholdet til det omgivende samfund.  

I løbet af sommeren blev der muget så tilstrækkeligt ud, at baren kunne genåbne. Ti kasser discountøl blev hurtigt til 50.000 kroner.

KUC syntes de seks millioner var alt for lidt, 12 millioner kroner ville være mere passende.  Så ville standen også være af et sådant format, at huset ville ligne en filial af MTV og kunne sælges som sådan, dersom tilstrækkeligt mange blev trætte af foretagendet. Samarbejdet om disse opbyggelige planer gik op i røg Januar 1996.

I løbet af sommeren blev der muget så tilstrækkeligt ud, at baren kunne genåbne. Ti kasser discountøl blev hurtigt til 50.000 kroner og hullet i gulvet i den store sal blev lappet. I september blev udbedringerne af skaderne godkendt af bygningsinspektøren. I oktober indstillede overborgmesterens kontor til magistraten "ikke at genopføre Ungdomshuset efter branden", som derfor måtte "ophøre i sin nuværende form".      

Når den virkelighed, en befolkning møder i sin hverdag, ikke stemmer overens med det grundlag, som beslutninger om deres vilkår bliver truffet på, er det deres borgerpligt at tage et par timer ud af en travl hverdag og møde på rådhuset i samlet flok, for at vejlede deres tjenende ånder i at tage deres beslutninger på et oplyst grundlag.

For at sikre sig, at flest mulige af borgerrepræsentanterne kunne tage imod, lagdes denne deputations samling samtidigt med den første samling i borgerrepræsentationen, efter at den uhensigtsmæssige beslutning var blevet bekendtgjort.

Spis brød til

Denne dag efterfulgtes mødet af et traktement for repræsentanterne og deres nærmeste udi administrationen af kommunale anliggender. Da det var rygtedes, at kuvertprisen beløb sig til mere end 700 kroner, mødte deputationen for folkestyrets ve og vel op under overskriften "spis brød til", medbringende to sække godt brød. Træf aldrig vigtige beslutninger på tom mave.

Det var ikke muligt at få borgerrepræsentanterne i tale den dag, men de to sækkebærere blev beværtet med en overnatning i et af ordensmagtens knap så luksuriøse etablissementer.

Vinteren igennem mødte 300-400 unge og et par knap så unge borgere troligt frem på Rådhuspladsen til hvert møde, der blev holdt i rådhussalen og i april blev beslutningen om at ophøre aktiviteterne på Jagtvej taget af bordet for en stund.

Vinteren igennem mødte 300-400 unge og et par knap så unge borgere troligt frem på Rådhuspladsen til hvert møde

De næste par år konsulteredes sagkundskaben. Udvalgsformanden for teknik rådførte sig hos politietaten om kriminalitetsniveauet blandt klientellet, og formanden for kulturudvalget bestilte en rapport om bygningens fysiske tilstand.

Begge udvalg fik positive tilbagemeldinger. ”Brugerne af Ungdomshuset er hverken mere eller mindre kriminelle end andre københavnske unge” og ”bygningen må generelt siges at være i god stand, ikke mindst i betragtning af bygningens alder”.  

Opmuntret af disse glædelige budskaber, var det nu unødvendigt at bestille den tredje rapport: "Positive effekter af at entusiastiske unge borgere, ulønnet og med en elregning som eneste kommunale udgift, driver et forsamlingshus med ugentlige koncerter og bespisning, en boglade med opbyggelig litteratur, plads til alskens artister, et uformelt fællesskab og en intern beslutningsproces, som med et udbredt held, tilsigter at inddrage de som beslutningerne berører".  

Dialog

I stedet inviteredes det samlede kulturudvalg til at bese bedriften. En håndfuld 18-20-årige, som nyligt havde trukket fulde huse, stod klar med en ny begivenhed. En aften i deres selskab blev foreslået udvalget. Disse nye håb for kultur og samfundsliv havde samtidigt en alder, som gjorde dem ubesmittede af det fra det første årti af ungdomshusets eksistens til tider anstrengte forhold mellem byens myndigheder og livet omkring Jagtvej 69.

Hvad sådanne skærmydsler kunne udvikle sig til, eller muligvis opstå af, havde bestyrelsen for hovedstadens gennem det 20. århundrede førende parti ved selvsyn erfaret. En aften i 1994 indtog de deres nadver i Lille Kongensgade og kunne fra første række bese, hvordan en tilfældig vietnameser blev udset til boksebold af en håndfuld af ordensmagtens nattelivseksperter.

Kulturudvalget ville dog hellere komme en dag udenfor programmet. Denne skønne dag kunne de konstatere, at huset var alt for stort til så få mennesker. I øvrigt var kriminalitet og bygningstilstand ikke kriterier som kunne ligge til grund for arbejdet i det københavnske kulturudvalg i 1999. "Det er et grimt hus og uanset hvor mange penge man bruger på det, vil det altid ligne en ruin", udtalte kulturborgmesteren.

Følgelig måtte huset lukke. Fra Ungdomshusets side blev et tilbud gentaget om selv at tilvejebringe de nødvendige midler til den nødvendigste istandsættelse. Samtidigt blev folkestyrets grundpille: den bekymrede menneskemasses samling og fremmøde for stadens styre, genoptaget.

Denne forsamling havde noget nær fordoblet sig på to år, så nogen dato for rømning af etablissementet blev ikke givet.

Af sporet

De politiske partier havde også i disse år vanskeligheder ved at fange ikke mindst ungdommens interesse for deres virke. I år 2000 lanceredes en ide om en Ungdomsborgerrepræsentation. 15-20-årige københavnere blev inviteret til at vælge 55 jævnaldrende til at indtage pladserne i borgerrepræsentationen og fordele en million kroner afsat til formålet.

Færre end 25 søgte valg og i landets aviser kunne man læse, at projektet ville blive aflyst, om ikke mere end 55 meldte sig.

De politiske partier havde også i disse år vanskeligheder ved at fange ikke mindst ungdommens interesse for deres virke

Det lykkedes at lokke lidt mere end 60 forsøgsdyr til eksperimentet, så man dog havde nogle at vælge fra. Det blev et spændende valg. Efterfølgende viste det sig, at et par stykker mere end halvdelen, var Ungdomshuset så venligt stemt, at de bevilligede penge til nyt blik på taget, som sikrede at huset kunne stå i vind og vejr nogle hundrede år endnu.

Der blev også råd til finere musikteknisk udstyr, men så var der også brugt en halv million. Traditionen bød at flertallet i en såkaldt repræsentativ forsamling fordelte hele puljen, men det obskure sammenrend af forstyrrede overklasseunger og halv- og helforældreløse taberbørn, som denne dag udgjorde Ungdomshusets venner, lod resten af kassen stå til resterne af parlamentet.

Dette var blot endnu en understregning af, at myndigheder og denne del af ungdommen ikke talte samme sprog, så senere på året solgtes matrikel - med mand og hus - til en advokat med uklare hensigter.

Denne nærede heller intet ønske om at komme på bølgelængde med den daglige drift af etablissementet, men beskrev Ungdomshusets ugentlige fællesmøde som "en bevidst ustruktureret struktur ".

Hun havde ganske vist aldrig selv haft foretræde på et sådant møde. Til gengæld afholdtes heller aldrig et eneste møde i bestyrelsen for det selskab hun havde stiftet til overtagelsen af forsamlingsbygningen. Året efter solgtes alle aktier i selskabet til en frikirke ved navn Faderhuset.

Faderhuset flyttede ind tre måneder efter den 31.12.2001. De blev dog, knap så venligt men bestemt, flyttet ud igen få timer efter. Herefter gik de til fogeden, som nu skulle tage stilling til vægten af brugsaftalen fra 1982, som var uden tidsbegrænsning men angiveligt ikke underskrevet, og en aftale med KUC om midlertidig benyttelse fra 1997. 

I retten 

Byretten afgjorde i 2004 at det var aftalen med KUC som var gældende. Antallet af bekymrede borgere som derefter trak i vintertøjet og begav sig i samlet flok, fra Jagtvej ad Åboulevarden til Rådhuspladsen, passerede nu 2000.

Overborgmesteren, der var blandt de kedelige typer man kunne opleve i denne retssag blev spurgt - efter at have redegjort for de teknikaliteter han var inviteret til at give møde om- hvorfor kommunen solgte huset fra, hvortil han forklarede at det var et ønske om ”armslængde” i forhold til Ungdomshuset. 

Blandt alle mulige arme var det nu en stærkt autoritær virksomhed, med en indiskutabel lære om én ufejlbarlig Gud, som forestod kommunens kommende kontakt med Jagtvej 69.

I landsretten i 2006 viste det sig nu, at et underskrevet eksemplar af 1982 aftalen havde ligget og puttet sig på Rådhuset, hvorfor de glade amatører fra Jagtvej aldrig havde nødet at indgå 1997 aftalen. Et springende punkt, som retten fandt vigtigt, var hvorvidt traditionelle foreningsstrukturer oppebar nogen organisering før 1997. Det fandt Landsretten ikke.

Foreningen Baren i Ungdomshuset fik næringsbrev i 1993, siden da blev der aflagt regnskab til told og skat. Hvis man har en smule interesse for kulturliv, ved man, at der ikke er penge i suppekøkken, musik og litteratur. Ungdomshusets økonomi var barens økonomi. Barens økonomi gik til reservedele til bygningen.

Procesbevillingsnævnet fandt hverken dette eller andre ting vægtige nok til en holmgang mere i Højesteret. Politiet, som skulle forestå den kommende fogedforretning, insisterede på at huset blev revet ned efterfølgende, for ikke at bruge unødige kræfter på affæren i tiden efter. Frikirken blev tilbudt en løsesum for at trække sig fra ejerskabet. De betakkede sig. Der var kommet ny ledelse i kommunens administration, men det lå også ud over dennes evner at tilbyde genhusning.     

I 10-året mellem september 1996 og september 2006 udgik mere end 100 demonstrationer fra Jagtvej, uden at uhensigtsmæssige flyvende objekter indtog luftrummet eller at bankruder gik itu. Måske det var den manglende tumult, som gjorde at så få af dem opnåede en notits i avisen.

Da blomsten af Danmarks ungdom, nu uden hus, demonstrerede 80 gange mere bad politiet kommunen om at stille dem et nyt hus til rådighed. Så gjorde de den.

Sikkert var det at interessen for en eventuel forsvarsvilje blandt klientellet, stod højt blandt de journalister, som fandt spalteplads til historien. En del beskrev hæderligt liv og arrangementer. Ingen konfronterede politikerne med lødigheden af beslutningsgrundlaget fra Maj 1999.

Hvad politikere og presse ikke kunne finde af respekt, for deres eget og andres virke, havde politiet til gengæld i fuldt mål. Da den af mange længe ventede dag oprandt, (en nystartet tv station bekendtgjorde f.eks. forinden at begivenheden skulle blive deres gennembrud i nyhedsbilledet) mødte de op med udstyr, som i de rette hænder ville kunne generobre Halland.  

Da blomsten af Danmarks ungdom, nu uden hus, demonstrerede 80 gange mere bad politiet kommunen om at stille dem et nyt hus til rådighed. Så gjorde de den.

Borgere som har oplevet retsstatens gæstfrihed indefra og f.eks. haft en anden erindring om et hændelsesforløb end en politimand, ved at en sådan hverken tager eller begår fejl og husker bedre end 7 almindeligt dødelige. Det kan undre at hele landets ve og vel ikke helt og holdent, lægges i disse særlige menneskers hænder. Der er ellers enighed mellem partierne om disse forhold.

Hullet i tandrækken på Jagtvej er et monument over denne historie. 

Hvem sidder der bag skærmen

I 1998 startede en strømning af tv-programmer, hvor et felt af talentfulde individer, for hver udsendelse bliver sorteret fra. Enten af dagens kammerater, et hold af dommere eller selveste seermassen. 

Strømningen fra Jagtvej gik i den anden retning. I 2006 var der talenter til at drive mere end 3 huse. Alverdens kvicklypiger og manbands kunne høste mere hæder og kærlighed i det lokale forsamlingshus end af et flygtigt fix på tv. 

At være eller ikke være

Arbejderbevægelsens forsamlingsbygning på Nørrebro var den fjerde i rækken, som fagbevægelsen opførte i København. Den første opførtes i Rømersgade og er i dag museum, den anden er bygget om nogle gange og huser i dag Vega. De har været dyre, ikke så dyre som et melodi grand prix, men deropad. Bare driften.

Og slet ikke så dyrt som aktiveringsindustrien eller omkostningerne ved ikke at få uddannet håndværkere nok. I stedet for at bygge en mur og vælte den igen på teknisk skole, kunne ungdommen med fordel ungdommen (gen)opføre paladser til sig selv og os andre. 

Som en aktivist skrev til kulturudvalget i 1999: "Vi ser det som den absolut bedste løsning, at aktivisterne i huset udfører så meget som muligt af istandsættelsen selv, for at så mange som muligt får et forhold til forbedringerne, og vi undgår det institutionelle præg, som kendetegner diverse andre tilbud i Københavns Kommune".