Lars Ulrik Thomsen (LUT) skrev den 16. september i sit debatindlæg  "Sovjetunionens storhed og fald" nogle overvejelser omkring Sovjetunionens (SU's) historie i anledning af 25-års jubilæet for unionens opløsning. Heri skriver han, at Gorbatjov betalte prisen for, at Krustjovs reformer blev bremset. Hvis reformlinjen dengang var blevet fastholdt og udviklet, så var SU ikke rendt ind i kriser og stagnation.

Historien straffer den, der kommer for sent. Sådan sagde Gorbatjov til Honecker, før muren faldt. Og han har ikke mindst tænkt på sit eget lands historie.

LUT kritiserer de fordrejninger, der fremføres af historikere og journalister omkring SU's historie og ikke mindst deres indsats mod fascismen. Og det har han jo ret i. Men i sit indlæg og historiske fremstilling er der markante udeladelser:

I Lars Ulrik Thomsens historiske fremstilling er der markante udeladelser.

Hvordan kan man beskrive SU's historie uden at nævne det stalinistiske diktatur, den terroristiske stat, slavelejrene, retssamfundets ophævelse, totalitarismen og ensretningen – ufriheden og den kollektive afstraffelse. Opkomsten af en ny herskende "klasse" formet af et-partisystemet og dets hieraki. Parti-diktatur og førerdyrkelse: Kort sagt stalinisme.

I mine øjne var det ikke et socialistisk system. Jeg ser udviklingen fra Oktoberrevolutionen således:

Krigen havde skabt et nyt system: Statskapitalisme. Især i Tyskland og England greb staten ind og regulerede produktion og samfundsforhold for at klare de krav, som krigen krævede. Kapitalen blev underlagt en statslig planlægning. 

Sovjetunionens udvikling

Lenin analyserede disse nye forhold og så, at her var kimen til socialismen. En omfattende statslig planlægning og autoritet kunne også bruges til at fremme socialismen. Men kunne det ske i Rusland, som var feudal og manglede den industrialisering og arbejderklasse, som skulle til? Chancen kom ved Ruslands krigssammenbrud i 1917. "Fred, brød og jord" satte millioner i bevægelse.

Men kunne socialismen vinde i et land? En industrialisering måtte iværksættes for at komme på samme industrielle stadie som de imperialistiske magter, som truede den nye stat. Og det skulle ske indenfor to årtier, hvor den industrielle revolution i Europa havde taget et århundrede eller mere.

Det kunne ikke ske uden tvang. Tvangskollektivisering af landbruget. Tvangsaflevering af landbrugsprodukter. Likvidering af al modstand på landet. I Ukraine døde over en million af sult.

Slavelejre fyldtes med bønder, som havde nægtet at aflevere såsæden, politiske modstandere, religiøse og kriminelle. De indgik i de store anlægsprojekter ved industrialiseringen - kanalerne, dæmningerne, kraftværkerne.

Socialistisk slaveøkonomi? Selvfølgelig var der opposition. Men Stalin udviklede sit diktatur ved at skaffe sig af med en opposition via sit hemmelige politi. Processerne i 30'erne likviderede de gamle bolsjevikker og efterlod kun Stalins mænd.

Uforberedt på krigen

Kun hæren kunne stoppe diktaturet – derfor likviderede Stalin hærens øverste officerskorps og forfremmede underofficererne, så de skyldte ham deres post. Resultatet var en hær uden erfaren ledelse, og det tyske angreb i 1941 nåede frem til Moskva og var tæt på at vinde krigen. Moskva under belejring, Leningrad omringet, størsteparten af hæren nedkæmpet eller krigsfanger.

Stalin, som havde ignoreret den tyske trussel og undladt at forberede sig, lod et par generaler skyde for sine egne fejltagelser. Sådan var situationen vinteren 1941.

Fabrikker skulle flyttes til Ural, hæren, som forsvarede Sibirien, skulle flyttes til Moskva, en ny hær formeres. Befolkningen skulle mobiliseres til at indgå i hæren eller fabrikkerne. Alt dette kunne kun ske, fordi SU havde opbygget planlægningsstrukturer og -autoritet under industrialiseringsfasen.

En national genrejsning af enorm styrke mobiliseredes. Et borgerligt liberalt samfund var gået under ved sådan en byrde. Men russerne bar ufattelige tab. 7-10 millioner soldater mistede livet. Mange flere civile. Det præcise tal vides ikke eller er skjult, men mindst 22 millioner russere døde for at knække fascismen.

Det medførte et autoritært, ufrit samfund, men uden militariseringen af sind og organisationer var SU kollapset i kampen mod fascismen. Det er paradokset.

Stalinismen fortsatte til Stalins død. Krustjov afslørede Stalin og hans forbrydelser og dem, som blev lavet i hans navn. Men opgøret var meget sporadisk og gjaldt ikke de nye magthavere eller fik konsekvenser for Krustjov selv. En ny stagnation satte ind.

Omstillingen kom for sent

Og sådan er historien gået, til der kom en ny Krustjov, nemlig Gorbatjov. Omfattende reformer skulle vitalisere parti, virksomheder og samfund. Omstilling og gennemsigtighed. Rehabilitering af stalinismens ofre. Men for sent….

Parti, samfund og virksomheder var bankerot og butikshylderne tomme. Det blev en omstilling fra socialistisk økonomi til røverkapitalisme – under en Jeltsin som var en kynisk, korrupt bisse. Partibosserne og spidserne i statsforvaltning, virksomhedsledelse og sikkerhedstjenesterne stjal værdierne.

Partibosserne og spidserne stjal værdierne.

SU opløstes, og USA og EU kunne behandle russerne, som de ville. Så kom Putin og hans national-konservative parti - med 80 procent af russerne bag sig, fordi han forstår at vise styrke igen. Mens han selv og hans mænd beriger sig…

Så meget for min historiske fremstilling. Så kan LUT jo vurdere, om jeg er en af de historikere, som han siger, fordrejer historien. Som gammelt partimedlem oplevede jeg, at det ikke var god tone at stille spørgsmål ved karakteren af socialismen under og efter Stalin.

Men det er stadigvæk vigtigt at gøre sig klart, om ufrihed, retsløshed, manglende demokrati er foreneligt med socialisme. Jeg mener det ikke og mener derfor ikke, at samfundsformationer uden frihed og demokrati kan være socialistiske – demokratisk socialisme.

SU var et industrialiserings og moderniseringsprojekt, som skulle hæve befolkningen op og sikre nationen mod angreb og forsvare den, hvis den blev angrebet. Og det lykkedes - men til hvilken pris?

Forkortet af redaktionen