Forleden kom den borgerlig-liberale tænketank CEPOS med endnu et mærkværdigt forslag: "Snup fem kroner af lærlingenes timeløn, så får vi råd til 2200 flere praktikpladser", lød budskabet fra den kloge cheføkonom i CEPOS. Man kan jo blive helt mundlam, når man møder så stor visdom.

Vi oplever en regering, der baner vejen for ny fattigdom og samtidig vil forøge rigdommen hos dem, der har mest.

Nu har jeg ikke den store lyst til at være mundlam ret længe ad gangen, så derfor vil jeg sige det højt og klart, så ingen kan være i tvivl: Nej, vi skal ikke til at stjæle fra lærlingen for at få råd til at sikre fremtidens faguddannede arbejdskraft.

Hvad bilder de sig egentlig ind i CEPOS?

Lærlingeløn og skattesnyd

Lærlingeløn er et overenskomstspørgsmål, som denne borgerskabets tænketank skal holde sine fingre langt væk fra. Jeg kan blive direkte vred, når det nu pludselig skal være lærlingelønnens skyld, at arbejdsgiverne ikke lever op til deres ansvar.

Dagen efter udmeldingen fra CEPOS kom så nyheden om, at velhavere med hjælp fra deres bankforbindelser gemmer enorme summer i skattely. For mig er der ingen tvivl: Det er tyveri.

Der er så meget svindel og bedrageri i vort samfund, hvor såkaldt pæne mennesker med penge nok gør sig store anstrengelser for at snyde det fællesskab, hvis goder de gerne nyder.

Så er det jeg spørger? Hvem er de virkelige tyveknægte? Er det de lærlinge, der uddanner sig for at kunne give deres arbejdskraft til samfundet resten af deres arbejdsliv? Eller er det de velhavere, der snyder vores fælles pengekasse for enorme summer?

Ja, jeg er ikke i tvivl, og jeg sætter gerne sagen på spidsen: Det er uartigt af cheføkonomen i CEPOS på den måde at stille spørgsmålstegn ved lærlingelønnen og dermed blande sig i et overenskomstspørgsmål.

Et klart mønster

Nu er der nok dem, der vil sige, at de to ting ikke har noget med hinanden at gøre. Jo, i min verden har det. Gang på gang oplever vi, at de rige kan svindle for milliardbeløb, hæve uberettiget udbytteskat og hvad ved jeg, men når det handler om den lille mand, skal der konstant strammes både her og der.

Det ligger i hele vores samfundskultur: Når lønmodtagere sparkes ud, er det til ledighed og usikkerhed med ødelagte dagpengeregler, men når den uduelige topdirektør får sparket, følger der lige et gyldent håndtryk og nogle millioner med. Og i samme tråd oplever vi netop nu en regering, der baner vejen for ny fattigdom og samtidig vil forøge rigdommen hos dem, der har mest.

Så jo: Det har i høj grad noget med hinanden at gøre. Det handler alt sammen om, hvem der er de virkelige nassere og de virkelige tyveknægte.

Jeg ved nok, hvem det er. Og det er ikke lærlingene.