Det har været en massiv kritik og undren over Enhedslistens prioritering af valg af borgmesterposter i København. Mange vælgere føler formentlig, at Enhedslisten burde have valgt social- og beskæftigelsesområdet. Og det er ikke hensigtsmæssigt for troværdigheden og tillidsforholdet til nogen, hvis der er en påfaldende forskel mellem ord og handling.

S og SF har valgt at føre en ultraliberalistisk økonomisk politik.

Socialdemokatiets Pernille Rosenkrantz-Theil og Lars Aslan Rasmussen har også været meget aktive i kritikken af, at Enhedslisten ikke påtog sig beskæftigelsesborgmesterposten.

Forhadte reformer

Men denne kritik er svært at tage alvorligt, når den fremføres af socialdemokrater, der har været med til forringelserne på de nævnte områder. Det er et forsøg på at bortlede opmærksomheden fra Socialdemokratiets mange reformer (tilbageskridt) siden 1993 på velfærdsområdet.

Der er lige fra SF og helt ud til Liberal Alliance vedtaget love, der har medført meget indgribende forringelser af levevilkårene for de ressource- og økonomiske svage i samfundet.

Op til skattereformen i 2012 fremførte blandt andet S og SF, at de ikke kunne leve med at parkere mennesker på en varig ydelse som førtidspension, men de samme partier kan åbenbart leve udmærket med at fastholde mennesker i uvished og fattigdom i mange år.

De samme partier lever også godt med at lade ledige, dagpengemodtagere og kontanthjælpsmodtagere betale cirka 700 kroner om måneden til bandekriminalitet og integration, mens den rigeste del er fritaget.

Ansvarlighed?

Der er lige indgået en skatteaftale, hvor det er folkepensionister og handicappede, der skal finansiere det ved øget egenbetaling for flekskørsel. SF udtalte også i denne sammenhæng, at det kunne de godt leve med.

Der er sikket mange, der kan leve med noget, hvis det ikke rammer en selv. Pernielle Rosenkrantz-Theil slog flere gange på, at Enhedslisten ikke ønsker at påtage sig et ansvar.

Det er en rimelig kritik, at Enhedslisten melder sig ud af kampen om samfundsfordelingen, men det skal ikke glemmes, at Socialdemokratiet har en væsentlig andel i den lovgivning, der med rette har skabt vrede, frustrationer og håbløshed hos mange.

S og SF har valgt at føre en ultraliberalistisk økonomisk politik, som ikke vægter solidaritet, lighed, velfærd – herunder social ansvarlighed.

Det er trist at opleve sådan et totalt svigt.

Forkortet af redaktionen