Noget tyder på, at regeringen løber fra løftet om at afskaffe varighedsbegrænsningen på sygedagpenge. I forvejen har vi mange, som står uden forsørgelse, når de mister retten til arbejdsløshedsdagpenge. I fremtiden risikerer vi endnu flere uden indtægt, fordi regeringen tøver med at indfri sit løfte fra regeringsgrundlaget og fjerne varighedsbegrænsningen på sygedagpengene.

Begrænsningen på de 52 uger lægger et voldsomt pres på mange sygemeldte på et tidspunkt, hvor de fortsat er i behandling eller skal restituere sig. Derfor skal begrænsningen fjernes. Regeringen har endnu tid til at træffe den rigtige beslutning, men ikke uden et pres fra fagbevægelse og patientorganisationer.

Mange mister sygedagpengene 

Mange langtidssyge mister sygedagpenge uden at være raskmeldte og uden en varig løsning såsom fleksjob, revalidering eller førtidspension. Udbetaling af sygedagpenge til langtidssyge stoppes efter 52 uger med mindre betingelserne for en forlængelse er opfyldt. Sådan var det under den tidligere regering, og sådan er det under den nuværende.

Vi havde forventet, at regeringen hurtigt ville sikre et økonomisk fundament for de langtidssyge.

Selv om den langtidssyge ikke er parat til at vende tilbage til arbejdsmarkedet, kan reglerne for en forlængelse ofte ikke opfyldes. Og kan de ikke det, forsvinder indkomsten, og der er kun kontanthjælp tilbage – hvis den syge da kan få det. Ifølge Arbejdsmarkedsstyrelsen går hver femte direkte fra sygedagpenge til ingen indkomst, fordi deres samlever tjener for meget, eller de har friværdi i hus eller bil.

For mange betyder varighedsbegrænsningen et urimeligt pres på et tidspunkt, hvor de har brug for det modsatte: nemlig ro til at blive helt klar til at vende tilbage til arbejdsmarkedet.

De syge rammes dobbelt hårdt

Netop de, der ikke kan få forlænget sygedagpengeperioden, er typisk i en helbredsmæssig uafklaret situation, og så bliver det næsten umuligt samtidig at håndtere økonomiske problemer og måske at stå helt uden selvstændig forsørgelse. Hvis de havde en uhelbredelig sygdom, kunne de få forsørgelse. Hvis de havde en sygdom med prognose og udsigt til at blive rask og klar til arbejdsmarkedet inden for en bestemt tidsepoke, kunne de få forsørgelse. Men mange er ikke i nogen af de to situationer, og de mærker et voldsomt pres, når de 52 uger er ved at være gået.

Så længe man er uarbejdsdygtig på grund af sygdom, bør man kompenseres - selvfølgelig under forudsætning af, at man selv medvirker aktivt til at få afklaret sin situation. Kan man af helbredsgrunde ikke vende tilbage til sin hidtidige arbejde eller finde et andet, skal man sikres den økonomiske hjælp til ny start på arbejdsmarkedet - for eksempel via uddannelse, omskoling eller tillæring.

Vi havde forventet, at regeringen hurtigt ville sikre et økonomisk fundament for de langtidssyge. Men nu frygter vi, at regeringen alligevel ikke vil fjerne varighedsbegrænsningen på sygedagpengene, som den ellers lovede i regeringsgrundlaget. Derfor opfordrer vi fagbevægelse og patientorganisationer til at lægge pres på regeringen. Reglerne må og skal ændres.