Det er desværre ikke meget vi hører om, hvordan det står til i den afrikanske stat Angola.

Hvorfor skal vi i Afrika gang på gang se, hvordan totalt samvittighedsløse personer evner at tiltage sig magten og landets resourcer?

Men for nylig var der alligevel et indlæg i DR’s program Orientering, hvoraf det fremgik, at forholdene var gået nøjagtig den samme sørgerlige vej som i så mange andre afrikanske stater.

Som bekendt er også Angola som andre omkringliggende vestafrikanske lande enormt rig på råolie, hvorfor muligheden for at skabe en positiv udvikling for den brede befolkning objektivt skulle være til stede.

Angola fik støtte fra Cuba

Hvem husker ikke den ellers progressive socialistisk indstillede befrielsesbevægelse MPLA, der med Agostinho Neto som leder stod i spidsen i kampen mod den portugisiske kolonimagt.

Jeg husker, at Angola den gang fra Cuba modtog aktiv militær hjælp i form af våben og cubanske soldater i kampen mod såvel det veststøttede FNLA, UNITA og det racistiske Sydafrika.

I 1987/88 kulminerede det i det berømte slag ved Cuito Cuanavale, hvorefter Sydafrika måtte opgive sine angreb på det sydlige Angola, og kursen var herefter sat mod den endelige befrielse af Sydafrika fra det vestligt støttede racistregime.

Cubas indsats og hjælp var således vigtig for den efterfølgende forandring af Sydafrika.

Men hvordan er det så gået siden? Agostinho Neto blev afløst af den nuværende Jose Eduardo dos Santos, som hurtigt viste sig at være bundkorrupt, og i 1990 forvandlede MPLA sig fra at være et progressivt marxistisk-leninistisk parti til et socialdemokratisk parti, og siden er det ellers gået rent ud sagt ned ad bakke.

Magtelitens korruption

Dos Santos har vist sig at være en af de sædvanlige afrikanske ledere, som der går 20 af på dusinet i Afrika - også historisk set - og har med baggrund i landets olierigdom beriget sig selv og sin familie. Dos Santos er i dag milliardær. Og det samme gælder den magtelite, som han har samlet omkring sig. Den almene befolkning er henvist til at leve for to dollars om dagen. Det begynder så godt, og ender næsten altid skidt.

Så må man igen spørge sig selv: Hvad er mon den egentlige forklaring på, at det åbenbart skal gå, som det gør - også i Angola.

Først befries et land under store ofre fra kolonimoderlandet – i Angolas tilfælde altså endda med massiv hjælp fra det ellers ikke rige Cuba. Man har i befolkningen efter befrielseskampen masser af gåpåmod for at udvikle landet, altså i starten, og så går udviklingen ellers støt mod ulighed, undertrykkelse og underudvikling, og en lille udspekuleret egoistisk klasse begynder at skille sig ud og ender med at blive stenrig på bekostning af resten af befolkningen.

De multinationale

Der samarbejdes med multinationale selskaber - i Angolas tilfælde de store oliemonopoler. De deler byttet i porten, og skat til samfundet betales der selvfølgelig ikke noget af. Værdierne flyttes ud af landet til skattely.

Der sker ingen geninvestering med henblik udvikling. Hvorfor skal vi i Afrika gang på gang se, hvordan totalt samvittighedsløse personer evner at tiltage sig magten og landets resourcer?

Det samme ser vi også i det nye Sydafrika, endda så kort tid efter befrielsen fra Apartheid-systemet. Også der sidder der nu en egoleder, der skamløst har mere travlt med at bygge et gods til sig selv, samtidig med at millioner stadig er henvist til at måtte bo i simple township-træhytter, og hvor der sendes - sort! - militær mod strejkende minearbejdere, der skydes ned, når de ikke længere vil finde sig i ekstrem udbytning. Nelson Mandela må rotere i sin grav.

Hvad mon de tænker på Cuba om alt dette svineri? De, der ellers med ofre var med til at yde deres i befrielsen fra afhængighed, underudvikling og udbytning? Mon cubanerne i dag fortryder deres indsats?

Forkortet af redaktionen