Beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V) har udtalt i forbindelse med det nye kontanthjælpsudspil: "Der skal være en gevinst for arbejdsløse, der vælger at tage et job".
Mange kontanthjælpsmodtagere oplever, at de ikke har noget reelt valg. For der er ingen arbejdsgivere, der vil have dem ansat.
Landsforeningen Lediges Vilkår overvejer, om det ikke er en overtrædelse af Straffelovens paragraf 267, som siger om freds- og ærekrænkelser. "Den, som krænker en andens ære ved fornærmelige ord eller handlinger eller ved at fremsætte eller udbrede sigtelser for et forhold, der er egnet til at nedsætte den fornærmede i medborgeres agtelse, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder."
Grov manipulation
Vores begrundelse er, at her bliver forsøgt på at manipulere den almene danske befolkning til at tro, at hvis bare kontanthjælpsmodtageren rejser sig fra sofaen og går ud i samfundet, så kan han finde sig et hvilket som helst job. Dog noget af en vildfarelse fra ministerens side af, for lige netop job findes der nemlig ikke i hobetal af. Men helt uden berettigelse bliver kontanthjælpsmodtageren i befolkningens bevidsthed doven og ugidelig.
Hvis kontanthjælpsmodtageren alligevel vælger sofaen i stedet for arbejdet, så må samfundet nødvendigvis straffe ham. Så får det indflydelse på hans ydelse. Han kan risikere at miste fra 500 til 1000 kroner om måneden, hvis han ikke kan præstere 225 arbejdstimer om året. Og vel og mærke ikke i et støttet job men et ordinært job. Og som om det ikke var nok, så har han, hvis udspillet bliver vedtaget, også mistet retten til ferie.
Stop undertrykkelsen
Mange kontanthjælpsmodtagere, som vi har snakket med, føler sig utroligt krænket af ovenstående udtalelse fra beskæftigelsesministeren. (Og i øvrigt også krænket af mange lignende udtalelser fra politikere fra både blå og rød blok.)
For mange kontanthjælpsmodtagere oplever, at de ikke har noget reelt valg. Enten de nu er arbejdsmarkedsparate eller slås med andre problemstillinger såsom sygdom eller sociale problemer. For ulyksaligt nok er der ingen arbejdsgivere, der vil have dem ansat!
Landsforeningen Lediges Vilkår mener, det er vigtigt, at kontanthjælpsmodtagere, dagpengemodtagere og sygedagpengemodtagere får grundigt sagt fra overfor den krænkende behandling, de får fra det omgivende samfund. Det være sig politikere, kommunen, arbejdsgivere med flere. Her kunne paragraf 267 måske anvendes. Målet må være, at få stoppet undertrykkelse af samfundsgrupper, som i forvejen ligger ned.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278