13 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Hvad med et monument for Vestindien?

Hvad med et monument for Vestindien?

Over 100.000 mennesker fra den afrikanske guldkyst blev sendt over Atlanten for at blive solgt på auktion til vestindiske sukkeravlere.

Her i maj kan københavnere og turister nyde en stille øl og og iagttage det festlige folkeliv på Kultorvet i skyggen af en midlertidig opstillet skulptur. Monumentet bliver rejst for at minde os om osmannernes massakre på op mod 1,5 millioner armeniere, som fandt sted for 100 år siden.

Ikke et lille, bitte undskyldende pip for den løgn, som sendte danske tropper ud på den såkaldte fredsskabende aktion i Irak.

Et prisværdigt initiativ, som kun fortjener ros. Men det er åbenbart blevet en skik her til lands at undskylde på andres vegne. Forhenværende regeringsleder, Anders Fogh Rasmussen, gik modigt forrest, da han på det samlede folks vegne bøjede nakken og undskyldte for den danske regerings samarbejdspolitik med den tyske besættelsesmagt fra april 1940 til august 1943.

Men ikke et ord om hans eget partis ihærdige benarbejde for at sikre tyskerne et velspækket spisekammer og klingende mønt i lommerne på Venstres kernetropper, bønderne.

Og ikke et lille, bitte undskyldende pip for den løgn, som sendte danske tropper ud på den såkaldte fredsskabende aktion i Irak. Det var noget af en gang fredsskabelse, han der satte gang i.

Om knapt to år har vi imidlertid chancen for at undskylde helt på egne vegne. Da er det 100 år siden, Danmark solgte De vestindiske øer og den vestindiske befolkning til USA for 25 millioner kroner. En begivenhed, der er en blivende skamstøtte værd.

Det royale egnsteater

Med tanke på det nyligt stort opsatte royale engsteater burde det være en oplagt opgave for kongehuset, adelen og handelsstanden at tage på sig.

Mon ikke de har lidt af guldet tilbage fra de godt 130 år, de i fællesskab stod for at transportere omkring 100.000 mennesker fra den afrikanske guldkyst over Atlanten for at sælge de, der overlevede den farlige overfart, på auktion til vestindiske sukkeravlere, som vist ikke ligefrem honorerede det hårde markarbejde med overenskomstlønninger.

Og pladsen kan de vel finde; enten ved Amaliehaven på Langelinje eller i parken bag Marselisborg i Aarhus side om side med mindesmærket for faldne danske i Første Verdenskrig.

Danmarks Radio har for øvrigt produceret en udmærket serie om dette kapitel i vores glorværdige historie. Den kan hentes på nettet: dr.dk/p1/danmark-og-jomfruoeerne

 

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


26. maj. 2015 - 09:16   26. maj. 2015 - 09:20

Læserbrev

af Peter Bøgsted, København