I sit læserbrev i Arbejderen den 15. november, Hvor er anti-krigsbevægelsen?, kan man som krigsmodstander naturligvis kun støtte Lene Junker i hendes opfattelse af Irak og Afghanistan-krigen. 

Om happenings og lystændings-kampagner og lignende gør noget som helst indtryk på Nato, er der derimod ikke erfaringer for. Der skal da vist skrappere midler til for at ryste imperialismen! Man skal bruge sine ressourcer med omhu og ikke sløse med dem på noget, der ikke virker.

Men dét, der undrer er, at Lene Junker, der repræsenterer Antikrigs-netværket, ikke med èt ord nævner Natos krig mod Libyen og Natos igangværende mod Syrien per stedfortræder - altså via dets oprører- eller rettere terroristbander. 

Når man betænker de lidelser, Natos direkte og indirekte krig har medført og medfører for disse landes respektive befolkninger, er det en alvorlig udeladelse.

Hvis der skal være en mening og et perspektiv i at bruge kræfter på at genopbygge en anti-krigsbevægelse, må man konsekvent gå imod de krige imperialismen påfører de pågældende befolkninger.