Ville et privat vagtværn, der klagede over konkurrence fra politiet, blive taget alvorligt? Ville du nikke og tænke, ”det kan der være noget om”, hvis et privathospital klagede over unfair konkurrence fra det offentlige sygehusvæsen? Eller hvis et privat plejehjem klagede sig højlydt over det kommunale plejehjem?

Politi, sygehusvæsen, skoler og ældrepleje er det fundament, Danmark hviler på. Vi efterspørger, forventer og betaler til, at disse institutioner findes. De er en naturlig del af samfundet og fællesskabet.

Sådan er det også med folkebibliotekerne.

Er det at drive oplysende virke i Danmark ikke længere et spørgsmål om at ville danne og hjælpe sine medborgere, men et spørgsmål om at tjene penge? 

Derfor undrer det mig for eksempel såre, når direktøren for Frit Oplysnings Forbund i Aarhus, Søren Peter Hansen, uimodsagt i en af landets største aviser for nyligt konkluderede, at "det er ulige konkurrence”, når de danske folkebiblioteker driver oplysende virksomhed.

Men hvornår er dannelse og oplysning blevet et spørgsmål om penge? Er det at drive oplysende virke i Danmark ikke længere et spørgsmål om at ville danne og hjælpe sine medborgere, men et spørgsmål om at tjene penge? 

Ikke en forretning

Bibliotekerne er ikke en forretning, men en offentlig institution, der er sat i verden for at oplyse og danne. Gerne, ikke mindst de senere år, med en lokal og social funktion.

Når keramikere, lystfiskere, modelbyggere, strikkeklubber og mange andre mødes på bibliotekerne, så drejer det oftest om at skabe interesse, vise sig frem og i mange tilfælde blot at være sammen om en hobby. 

Det er bibliotekerne særegent gode til. Vi må nemlig ikke glemme det folkelige element af bibliotekernes virke. Det hedder ikke folkebiblioteker uden grund.

Bibliotekerne er for mange et første skridt på vejen mod at deltage i et kursus hos et oplysningsforbund eller en aftenskole. Vi indgår med andre ord i en fødekæde, der skaber en lyst til at blive klogere og lære mere. Man skal immervæk have en vis interesse for at strikke, før man for eksempel er villig til at betale FOF Aarhus kroner 1.405,- for et strikkekursus. 

Samarbejde – ikke konkurrence

Med det in mente, så kunne jeg egentlig godt tænke mig nogle konkrete eksempler på kultur- eller læringsinstitutioner, der har oplevet konkurrence fra bibliotekerne. Jeg har samarbejdet med oplysningsforbund, aftenskoler, ungdomsskoler, biografer, boghandler, spillesteder, museer og så videre, og på intet tidspunkt har jeg hørt nogen klage over konkurrencen. 

Hverken biblioteker, aftenskoler eller oplysningsforbund har patent på dannelse. Tværtimod så supplerer og komplementerer diverse institutioner hinanden. Der er ikke tale om gudgivne eller naturlige grænser mellem skoler, biblioteker og forbund, men et større fællesskab, hvor vi støtter hinanden.

Og sådan skal det være. Det handler nemlig ikke om os, men om at danne og hjælpe vores medborgere.