Hvad er venstrefløjens store problem i forhold til at diskutere og fortælle om vores politik?

Nogle mener, at det er revolutionære kaffeklubber, der bruger et uforståeligt og verdensfjernt sprog. Jeg mener dog ikke, at det er det værste problem eller den største fare på venstrefløjen i dag. Der vil jeg snarere pege på borgerliggørelsens og højredrejningens konstante pres.

Det gælder også i vores sprog og den måde, vi kommer til at se verden på, uden at vi selv opdager det, og det kan ramme selv de dygtigste af os.

Da en meningsmåling i Søndagsavisen viste, at 38 procent af vælgerne mener, at vores politiske ordfører i Enhedslisten er den ”partileder”, der er bedst til at tale i øjenhøjde med almindelige mennesker, så var hendes svar noget i retning af, at det er dejligt med gode meningsmålinger, men at det er valgdagen, der tæller.

Et pænt og ordenligt svar, som er oplagt for en politiker, der ikke er selvhævdende eller overmodig. Der gik et par dage, før det gik op for mig, at det sådan set også er et borgerligt svar. For et socialistisk og revolutionært parti er det ikke for alvor valgdagen men hverdagen, der tæller.

Hvis 38 procent bedømmer vores repræsentant til at være i bedst samklang med dem og andre mennesker, så er der et kæmpe potentiale for, at vi kan give håb og lyst til handling ved at fortælle de mange mennesker om mulighederne for, at de selv kan ændre verden gennem at tage initiativer, organisere og skabe mere solidaritet i deres hverdag, på deres arbejdsplads, jobcenter, boligområde, by, uddannelsesinstitution og så videre.

Det er en mulighed for at bruge Folketinget og medietiden som spydspids og talerør for den forandring, som vi skaber og ønsker at skabe gennem at engagere den enkelte i hverdagen og gennem at støtte og skabe bevægelser og institutioner ude i virkeligheden.

Det udenoms- og det indenomsparlamentariske skal ikke ses som modsætninger, hvor vi skal have mere eller mindre af det ene eller det andet, men som to midler til at nå målet om forandringer.

Værdifulde småting kan opnås i Folketinget gennem at stemme for ”den mindste forbedring”, hvis vi samtidig undgår at medvirke til forringelser, men det afgørende sker ude i virkeligheden.

Vi skal først og fremmest bruge det borgerlige demokratis institutioner som talerør for et skifte til det socialistiske demokrati, som skabes af og blandt mennesker / ude i virkeligheden.

Forkortet af redaktionen.