Jeg var med til European Social Forum i Firenze i november 2002, hvor en million råbte "ingen krig mod Irak". Og jeg var med til at organisere den fælles anti-krigs dag 15. februar 2003, som samlede millioner af mennesker verden over. Det var stort og New York Times kaldte os for "den anden supermagt". Alligevel gik Bush, Blair og Fogh gik i krig og kaldte os "Saddam-elskere".

Anti-krigsbevægelsen for 10 år siden blev båret af aktivister fra venstrefløjen og aktivt støttet af SF, Enhedslisten og dele af Socialdemokratiet og fagbevægelsen. Der blev skabt en bred alliance på et enkelt og konkret slogan: Ingen krig mod Irak.

Afghanistan i fokus

Da Danmark sneg sig ud af Irak i 2006, kom Afghanistan-krigen i fokus. Modsat Irak-krigen blev den opfattet som "en god krig". Dette billede begyndte at krakelere, samtidig med at afghanernes modstand mod besættelsen voksede. Det betød ikke en styrkelse af anti-krigsbevægelsen, tværtimod.

Der er tre vigtige grunde til det: For det første er der sket en bevidst militarisering af samfundet. For det andet har den vedholdende muslimhetz gjort det lettere for mange at acceptere krigens "nødvendighed". Og for det tredje forlod SF antikrigsbevægelsen og blev en del af forsvarsforligene som et led i at blive regeringsparat. Enhedslisten trådte et skridt tilbage, satsede på et FN-spor og var skræmt over Talibans tilbagevenden i Afghanistan.

I 2009 fejrede NATO 60 års jubilæum. Nej Til Krig deltog i en international kampagne og inviterede til bredt samarbejde i Danmark. Vi forsøgte at samle de forskellige freds- og antikrigsgrupper i Danmark til at lave en fælles kampagneavis og markere dagen. Det lykkedes desværre ikke.

Man møder krigsmodstanden på gaden, på skoler og arbejdspladser, når man deler flyers ud og taler med folk.

Afghanistan krigen er ikke populær, hverken i Afghanistan, USA eller i NATO landene. Faktisk er et flertal af befolkningerne imod krigen. Bortset fra Afghanistan er modstanden ret passiv. Nogle gange afspejler den sig parlamentarisk, men ellers kun i meningsmålinger, som aldrig får mediernes bevågenhed. Endelig møder man krigsmodstanden på gaden, på skoler og arbejdspladser, når man deler flyers ud og taler med folk.

På Flagdagen den femte september lancerede vi en "Gør Flagdagen til en fredsdag" kampagne. Den var en invitation til alle om, at lave aktioner, happenings, lystænding, antimilitaristiske zoner med videre lokalt. Nej Til Krig lancherede idéen, deltog i møder rundt omkring i landet og lavede plakater og løbesedler, som andre alle kunne bruge. Samlet set deltog Aldrig Mere Krig, Fredsvagten, Kvinder i Sort, Nej Til Krig, Århus mod Krig og Terror og Enhedslisten i Vejle og Østerbro med egne aktiviteter. Måske er det en god model for at udvikle samarbejdet?

De unge kender kun et Danmark i krig

I dag er der ikke en anti-krigsbevægelse. Men der er forskellige antikrigsnetværk, som indimellem arbejder sammen. Der er ingen politiske partier, som prioriterer antikrigsarbejdet. Der er meget få kritiske journalister og kulturpersoner, som er direkte involveret. For unge er dansk krigsdeltagelse en almindelig ting. De har aldrig kendt andet.

Den økonomiske krise betyder at den imperialistiske rivalisering i verden skærpes. Det betyder voldsommere udbytning, undertrykkelse og krigsførelse i verden. Danmark har besluttet sig til fortsat at deltage aktivt dette spil. Den økonomiske krise betyder også, at velfærden rulles tilbage og flere vil stille spørgsmål ved at Danmark årligt bruger 25 mia på Forsvaret og krigen i Afghanistan samtidig med at fattigdommen vokser.

Dette grundvilkår forsvinder ikke, og derfor skal antikrigsbevægelsen have et internationalt perspektiv om global retfærdighed og nationalt perspektiv om social retfærdighed.

Vi skal lave fælles konkrete happenings og aktioner, hvor vi udfordrer militarismens og krigens logik og menneskelige konsekvenser. Vi skal have plads til forskellige synspunkter og debat. Vi skal altid række ud efter det flertal i befolkningen, som deler vores synspunkter eller er skeptiske overfor militarismen.

Som medlem af Enhedslisten har jeg kæmpet for, at Enhedslisten får en skarpere og mere aktiv antikrigsprofil. Jeg synes ikke det er lykkedes endnu. Men jeg ved, at rigtig mange Enhedslistemedlemmer er positive, så her ligger et stort potentiale. Jeg ser frem til en fortsat debat.