Dette er en kommentar til indlæggene den 16. og den 28. september fra henholdsvis Lars Ulrik Thomsen (LUT) og Keld Lund Andersen (KLA).

LUT tilskriver Sovjetunionens (SU's) sammenbrud, at Krustjovs reformer blev bremset. Men historiens første arbejderstat blev ikke tilintetgjort på grund af fraværet af en enkelt reform cirka 40 år efter revolutionen. KLA fremstiller historien som opremsning af stalinismens ugerninger.

Men sagen er, at den socialistiske revolutions aktualitet i dag fordrer, at vi er bevæbnet med en forståelse af, hvad der var de dybere årsager til den russiske revolutions endelige nederlag - en lære, der er afgørende for, at revolutionerne fremover sejrer permanent.

Arbejdermagten blev afløst af en bureaukratisering af statsmagten, repræsenteret at Stalin. Det forblev den internationale arbejderklasses opgave at forsvare Sovjetunionen, uanset degenereringen - men ikke at tilsløre problemerne.

Opgaven var og er at forstå, hvad det var for vanskeligheder, der førte til degenereringen og ultimativt til SU's sammenbrud.

Anslagene

Det første alvorlige anslag mod arbejdernes politiske samfundsmagt kom, da imperialisterne invaderede landet. De politisk mest udviklede arbejdere var i front, og forsvaret af arbejderstaten kostede dem livet. Arbejderklassen og samfundet mistede derved de bedste ledere ret kort efter revolutionen.

Lenin havde i sit "testamente" advaret både mod bureaukratiseringen og mod at lukke karrieremagere ind i partiet. Ikke destomindre fik Stalin efter Lenins død åbnet partiet, og det blev i det sovjetiske mangelsamfund fyldt af folk, der søgte at varetage egne personlige interesser og karrierer. Partiets karakter af arbejderavantgarde var under stærk nedbrydning.

En mulig genindførelse af arbejdernes direkte, politiske samfundsmagt blev endeligt stækket gennem to forhold. Først og fremmest fejler eller udebliver den internationale, revolutionære bølge, som skulle have bragt SU ud af sin internationale isolation. Der manglede især modne revolutionære partier. Revolutionen forblev isoleret, omgivet af imperialismens verdensmagt.

Et andet - internt - forhold, der stærkt svækkede arbejdermagten, var henretningen af hele den gamle revolutionære ledelse ved Stalins falske retssag mod hele politbureauet.

Ved sammenbruddet spillede bureaukratiet alle de roller, der skulle til for at knuse den samfundsmæssige ejendomsret.

Det sovjetiske folks uhyre ofre under Anden Verdenskrig sikrede sejren over fascismen og styrkelsen af SU i form af Den røde Hærs position i Østeuropa, som i flere tilfælde også under folkelige oprør eliminerede kapitalismen og etablerede de østeuropæiske stødpudestater. Begge forhold styrkede det sovjetiske bureaukratis magt over arbejderstaten.

Imperialismens efterfølgende kolde krig var en reaktion på styrkelsen af den ikke-kapitalistiske del af kloden - en realitet, synlig for verdens undertrykte og udbyttede: arbejderklassens politiske samfundsmagt på grundlag af den eksproprierede kapitalistiske ejendom.

Men det militær-økonomiske pres på SU havde ført til en økonomisk udhuling af samfundet og en yderligere degenerering af det herskende bureaukrati. Og da sammenbruddet kom, spillede alle dele af bureaukratiet alle de roller, der skulle til, for endeligt at knuse det centrale, progressive resultat af revolutionen: den samfundsmæssige ejendomsret.

Hele bureaukratiet forvandlede sig på forskellig vis til kræfter i en ny kapitalistklasse, der udplyndrede det kriseramte sovjetsamfund. Ingen del af bureaukratiet forbandt sig på revolutionær vis med arbejderklassen, selv om der her var modstandsvilje.

Der er to helt centrale ting, vi må uddrage af dette nederlag for den internationale arbejderklasse: Nutidens socialistiske revolution må forberedes af et internationalt, marxistisk parti med mere udviklede og erfarne sektioner i hvert land, fordi revolutionen må blive permanent og bredes ud over planeten igennem en ubrudt proces.

Derudover er en dybtgående udvikling af demokratiet i alle dele af arbejderbevægelsen i dag og i alle fremtidens kampe helt central. Der må udvikles den stærkeste tradition for arbejderklassens eget demokrati, som skal bære fremover mod arbejdermagt mod kapitalismen.

Forkortet af redaktionen