14 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Hvorfor der skulle buh'es 1.maj!

Hvorfor der skulle buh'es 1.maj!

Medierne har haft travlt med at tage afstand fra de mishagsytringer, som mødte repræsentanterne for regeringen rundt om i landet den første maj. Men var det ikke fortjent?

Selvfølgelig skal folket da buh'e af de politikere, som svigter dem, specielt når de "tør" at stille sig op og forsvare deres politik på 1. maj! Her fra Fælledparken i København, hvor det er overborgmester Frank Jensen, der må stå for skud.
FOTO: Aage Christensen
1 af 1

Politikere fra S og SF blev mødt med buh-råb og pift ved deres taler 1. maj i fælledparken. Ikke ligefrem overraskende efter den seneste tids fremførte politik fra regeringen. Men det var en fredelig og flot manifestation fra folket.

Alligevel udtales der fra forskellige folk, at denne handling var uhørt. Politisk kommentator Thomas Larsen påstod, at det larmende folks reaktion var et angreb på folkestyret, og Peter Brüchmann fra BT kaldte det for et nulpunkt for fagbevægelsens kampdag.

Endda Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen, som var en af de få politikere man håbede forstod folks reaktion, tog afstand fra folks buh-råb, da hun skulle holde sin tale oppe fra scenen i fælledparken.

Angreb på arbejderklassen

Hvad havde den "røde" regering regnet med? At de ville blive modtaget med klapsalver og jubelråb for den politik, de fører? En regering, som har svigtet sine egne vælgere i så stort omfang, at det kun er deres egen stædighed eller naivitet, som forhindrer dem i at indse, at der er noget gruelig galt med vælgertilfredsheden og den politiske kurs, de fører.

Havde de virkelig forventet at få talerør så let på arbejdernes internationale kampdag uden den mindste form for modstand fra os? 

Regeringen har angrebet arbejderklassen gang på gang i den forholdsvis korte tid, de har været ved magten. Dagpenge, kontanthjælp, SU, indgreb i lærerlockout til fordel for arbejdsgiver (KL), er blot nogle af de ting man kan nævne på listen over regeringens angreb på arbejderklassen. For så på den anden side at skabe "bedre forhold" for virksomhederne og de rigeste.

Havde de virkelig forventet at få talerør så let på arbejdernes internationale kampdag uden at møde protest fra folket? At de kunne stå på scenen med rettet ryg og forsvare deres "røde" politik uden den mindste form for modstand fra os? 

Det handler om folks liv!

Johanne Schmidt-Nielsen, som foran mikrofonen kunne tale til tusindvis af mennesker, skulle overveje, hvor tykke Christiansborgs mure er. Det er let at sige til en befolkning, som bliver ramt af besparelser og nedskæringer med stor betydning for deres liv og hverdag, at de bare skal møde politikerne med argumenter i stedet for buh-råb.

For hvor er det lige, at folkets argumenter bliver hørt? Regeringen tromler jo bare derudaf med deres såkaldte "ansvarlige politik", hvor selv Enhedslisten ser ud til at stå magtesløs.

Selvfølgelig skal folket da buh'e af de politikere, som svigter dem, specielt når de "tør" at stille sig op og forsvare deres politik på 1. maj!

Når ministre og regeringsmedlemmer stiller sig op og snakker til folket, optræder de som landets største arbejdsgiver og beslutningstager. Det er simpelthen uhørt, hvis de bare skulle få lov at stå deroppe på scenen på arbejdernes internationale kampdag, og tale til arbejderklassen, der er allerhårdest ramt af deres politik.

Hvis disse politikere og partier (S og SF) havde bare en smule respekt for denne arbejdernes kampdag, så havde de ikke tilladt sig selv at holde tale!

Forkortet af redaktionen

 

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


24. maj. 2013 - 09:10   24. maj. 2013 - 09:15

Læserbrev

af Emil Vatani, København