Den 20. februar markeres FN’s internationale dag for social retfærdighed. I den forbindelse demonstrerer vi imod fattigdom og ulighed i Danmark. Både i København, Århus og Aalborg.

FN uddyber: "Principperne om social retfærdighed varetages ved at fremme ligestilling og rettigheder for urbefolkninger og immigranter. Social retfærdighed fremmes når forhindringer baseret på køn, alder, race, etnisk baggrund, religion, kultur eller handicap elimineres".

Kort sagt: social retfærdighed betyder, at alle mennesker skal have adgang til lige rettigheder.

Vi underbyder hinanden i forhold til løn, arbejdsforhold, overarbejde og så videre. Alt sammen for at kunne forsørge os selv og vores familier.

Har vi social retfærdighed i Danmark? Den ene reform efter den anden har øget uligheden.

De nyeste tal fra Danmarks Statistik viser, at Danmark er verdens ottende rigeste land.

Kan vi så virkelig forsvare, at syge og fattige skal prioritere mellem mad, medicin, husleje og vintertøj til børnene?

Overførselsindkomsterne

Kontanthjælpsreformen bliver forsvaret med, at vi har mange flere kontanthjælpsmodtagere end nogensinde før. Selvfølgelig har vi det. Det har de to forrige reformer (dagpenge- og førtidspensionsreformerne) sørget for.

Siden 2007 - altså før finanskrisen - er der kommet cirka 35.000 flere kontanthjælpsmodtagere. I samme periode er antallet af førtidspensionister faldet med cirka 19.000.

Modtagere af dagpenge og sygedagpenge er faldet med cirka 63.000. Hvis vi tager det samlede antal af kontanthjælpsmodtagere, førtidspensionsmodtagere, dagpenge- og sygedagpengemodtagere, så er der altså på ni år kommet 47.000 færre mennesker på disse ydelser.

Den almindelige lønmodtager bliver manipuleret til at tro, at der sidder en masse dovne mennesker på offentlig forsørgelse og griner af dem. Vi bliver manipuleret til at tro, at det er ren afslapning, og at det kan betale sig at lade være med at arbejde.

Det kan det ikke. Det kunne det heller ikke før reformen. En kontanthjælpsmodtager uden børn får cirka 11.000 kroner før skat. Til sammenligning er lønnen under overenskomst for en ufaglært kasseassistent lige over 18.000 kroner før skat.

"Jamen, så har de jo en masse fritid?" Ikke nødvendigvis. Her ligger et af de virkelig store problemer. Der er indført en masse tekniske løndumpings-ordninger med navne som løntilskud og virksomhedspraktik, der sjældent fører til reel beskæftigelse, men som er en guldgrube for grådige arbejdsgivere, der får gratis arbejdskraft ud af det.

Gratis arbejdskraft

Større firmaer nedlægger ordinære stillinger på stribe, samtidigt med at de tager imod bunker af ulønnede praktikanter. Hvorfor skulle de dog betale deres medarbejdere, når kommunen gladeligt kaster massevis af kontanthjælpsmodtagere i nakken på dem?

Og nu bliver det først rigtig sjovt. Er du bange for, hvad der skal ske hvis du bliver syg? Nej da - du har jo været fornuftig og står i en fagforening! Vidste du, at du reelt set kun er sikret 22 uger på sygedagpenge? Det er fem måneder!

Derefter er du på kontanthjælp. Når (og hvis) du så bliver rask, så skal du slås med alle de andre kontanthjælpsmodtagere om arbejdspladserne, som der nu er meget færre af, da virksomhederne jo kan få både højtuddannet og gratis arbejdskraft.

Og her starter kampen på bunden. Vi underbyder hinanden i forhold til løn, arbejdsforhold, overarbejde og så videre. Alt sammen for at komme ud af et sygt system og for at kunne forsørge os selv og vores familier. Komme væk fra stigmatiseringen og de nedladende blikke og frygten for at blive stemplet som "samfundsnasser".

Uddannelserne

Alle disse ting fører kun til en ting: Løndumping. Seneste påfund er lovgivning imod dobbeltuddannelse. Fremover kan man kun få SU til én uddannelse, derefter må man betale selv. Samme dag som denne lov blev vedtaget, udtalte Lars Løkke Rasmussen: "Én ting, der er klart, er at forandring er det eneste konstante. Så dén der tanke om, at man får en given uddannelse, og så klarer man sig med den resten af livet, hører nok fortiden til".

Regeringen laver altså en lovgivning som udhuler ideen om lige vilkår fuldstændigt. Fremover vil det bedre borgerskabs børn have langt bedre vilkår i forhold til uddannelse end kontanthjælpsmodtagerens eller den almindelige lønmodtagers. Lovgivningen betyder altså, at med mindre du kan forsørge dit voksne barn igennem hans eller hendes uddannelse, så er dit barn med stor sandsynlighed et af fremtidens "undermennesker".

Er det social retfætdighed? Et velfærdssamfund betyder, at vi alle kan have en forventning om, at der findes et sikkerhedsnet, der griber os, hvis vi bliver syge eller arbejdsløse. At vi kan uddanne os gratis og blive behandlet gratis på sygehuse med mere

Ligegyldigt hvilken baggrund vi har, så bør vi kunne forvente mange velfærdsgoder, og at der er en stor grad af lighed i samfundet. Kassedamens barn, rengøringsassistentens barn og pædagogens barn får ikke længere de samme muligheder som bankdirektørens eller borgmesteren barn. Dette er ikke velfærd!

Dette er ikke social retfærdighed! Vores samfund krakelerer, og det er på høje tid, at vi står sammen. At den almindelige dansker siger: "Vi finder os ikke længere i det!" Derfor beder vi jer, nej vi udfordrer jer! Gør noget! Gå med til demonstration den 20. februar for social retfærdighed.