Fagbevægelsen minder om flere af de danske fjorde, der lider af iltsvind. Fiskene dør i tusindtal i fjordene, og medlemmerne af fagbevægelsen flytter over i de gule organisationer. Hvad er årsagen til medlemsflugten, og hvorfor formår fagbevægelsen ikke at bremse denne udvikling?

Dansk Metal har med sin ledelsesstil og samarbejdslinje hovedansvaret for fagbevægelsens tilbagegang

Det har sine rødder i det politiske skifte, som fagbevægelsen foretog i slutningen af 1980'erne. Fra at være en organisation med flere politiske strømninger, monopoliserede socialdemokraterne fagbevægelsen til at være et halehæng til Dansk Industri.

Det ironiske er, at debatten fortrinsvis har drejet sig om fagbevægelsens tilknytning til Socialdemokratiet, og ikke debatten om forholdet til modparten eller arbejdsgiverne. 

Fagbevægelsen har gennem lange perioder været domineret af den reformistiske indstilling som er grundlaget for socialdemokraternes politik, men at man så åbenlyst går over på arbejdsgivernes ideologiske grundlag, burde vække større opmærksomhed.

Skiftet i fagbevægelsen er en følge af den øgede monopolisering i dansk erhvervsliv, hvor store internationale monopoler har fået kontrol eller indflydelse i de mest betydningsfulde erhvervsgrene.

Den, der for alvor markerede dette skifte var Georg Poulsen fra Dansk Metal, som med hård hånd bekæmpede enhver kritik af samarbejdslinjen. Samtidig udviklede han en ny stil, hvor forbundsledelsen optrådte som et renlivet arbejderaristokrati, der forsøgte at efterligne arbejdsgivernes og de store koncernchefers livsstil.

Denne optræden har haft ubodelig skade for fagbevægelsen som helhed, fordi Dansk Metal for eksempel i overenskomstforhandlingerne, har optrådt som en murbrækker for arbejdsgiverne og dermed forhindret en samlet optræden, der kunne skabe en ny dynamik. 

Dansk Metal har med sin ledelsesstil og samarbejdslinje hovedansvaret for fagbevægelsens tilbagegang, og arbejderbevægelsens manglende indflydelse i samfundet.