17 Dec 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Industriens magt over fødevarelovgivningen

Industriens magt over fødevarelovgivningen

De multinationale kemi-, fødevare- og landbrugskoncerner har i stigende grad har tiltaget sig magten over EU’s lovgivningsapparat samt over den administrative del af fødevaresikkerhedsområdet, mens politikerne reelt har mistet grebet om magten.

Der skrues konstant op for de tilladte mængder af giftstoffer i vores fødevarer.
FOTO: Andrea Sigaard
1 af 1

Hvert år dukker der en række nye direktiver fra EU op i Danmark, hvor der med Fødevarestyrelsen som dansk frontkæmper skrues op for de tilladte mængder af giftstoffer i vores fødevarer.

Hvordan kan det lade sig gøre i en tid, hvor flere danske politikere før EU-parlamentsvalget var ude og love, at EU er danskernes garant for færre skadelige stoffer i vores omgivelser?

Årsagen skal findes i, at de multinationale kemi-, fødevare- og landbrugskoncerner i stigende grad har tiltaget sig magten over EU’s lovgivningsapparat samt over den administrative del af fødevaresikkerhedsområdet, mens politikerne reelt har mistet grebet om magten.

Nu bliver det spændende at se, om Socialdemokratiets gruppe i Parlamentet er på folkets side eller Monsantos side.

Således har det EU-parlament, vi lige har stemt medlemmer ind i, ingen ret til at fremsætte lovforslag. Den ret har kun EU-kommissionen, hvis medlemmer for det første ikke er demokratisk valgte, og som for det andet lægger sit forberedende lovgivningsarbejde ud i "interessegrupper" – primært befolket af multinationale firmaer.

Derfor ses stadig flere lovforslag, som til forveksling ligner en direkte afskrift af disse monopollignende foretagenders ønsker til at fremme eget forretningsområde.

Deponeret handlefrihed

Samtidig køres mindre konkurrenter ud på et sidespor, ja, nogle gange ulovliggøres eller besværliggøres deres forretningsområder. Det er der efterhånden flere eksempler på indenfor naturlægemidler, frø og så videre.

Som det nyeste eksempel fremsatte EU-kommissionen lige efter parlamentsvalget i maj et lovforslag, der vil betyde, at intet land må vedtage GMO-fri områder, uden først at have konsulteret de store GMO-spillere på markedet (læs: Monsanto).

Rent faktisk kan loven munde ud i, at for eksempel Danmark skal have en tilladelse fra det private GMO-firma for at få lov til at sige nej til GMO-afgrøder på dansk jord.

Hvis dette forslag accepteres i EU-parlamentet, vil EU’s medlemslande herunder Danmark fremover have deponeret deres handlefrihed/lovgivningsret i forbindelse med GMO hos disse multinationale virksomheder. Sandsynligvis et nødvendigt skridt for EU i forbindelse med implementeringen af den påtænkte frihandelsaftale med USA.

I hænderne på storkapitalen

Desværre er det ikke kun EU-kommissionen og dens lovforberedende arbejde, der er lagt i hænderne på storkapitalen. Også EU-parlamentarikerne er omringet af lobbyister fra de multinationale firmaer og de store interesseorganisationer, så chancen for at få omtalte GMO-forslag vedtaget i Parlamentet er af samme grund mere end sandsynlig.

EFSA (The European Food Safety Authority), som EU betragter som Europas førende og højeste myndighed i fødevaresikkerhed (og som er finansieret af EU), har i tidens løb været ramt en række sager, der sår tvivl om instituttets uafhængighed.

I disse sager har det stået lysende klart, at EFSA’s rådgivning er stærkt påvirket af multinationale kemi- og fødevarevirksomheders lobbyisme – i flere tilfælde endda bevist, at EFSA’s såkaldte uafhængige forskere er betalt for at komme ud med bestemte resultater.

Hvilket igen kan forklare hvorfor danske forbrugere af konventionelle fødevarer fremover kan påregne at indtage massivt flere pesticider, når de sætter tænderne i det, der skulle være sund føde som spinat, druer, honning og så videre.

Socialdemokratiets spidskandidat til EU-valget, Jeppe Kofoed, manden der fik næstflest personlige stemmer i Danmark, erklærede i sin grundlovstale, at han "hver dag kæmper for at få magten tilbage på folkets hænder. At vi får demokratiet tilbage."

Der venter ham tilsyneladende en varm velkomst i Bruxelles, og spændende at se, om Socialdemokratiets gruppe i EU-parlamentet er på folkets side eller Monsantos side når landenes selvbestemmelse om GMO-afgrøder kommer til afstemning.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


13. jun. 2014 - 11:56   13. jun. 2014 - 11:57

Læserbrev

af Kim Holm, Gudhjem