Jeg har altid været stolt over at komme ud i verden og fortælle, at jeg kommer fra et lille land, hvor næstekærlighed og medmenneskelighed er i højsædet.

Hvor vi hjælper vi hinanden og behandler hinanden lige. Hvor der er plads til mennesker i nød. Men sådan er det ikke længere.

I det Folketing, jeg er valgt ind i, bliver der brugt et grimt sprog om mennesker, der ikke er danske. Der vedtages love, som har til formål at forringe forholdene for dem, der ikke er danske.

Hvordan er vi danskere  kommet så langt ud i det inhumane mørke?

Nogle politikere fejrer det med lagkage og store smil, når de har vedtaget endnu en lov, der gør det sværere at være asylsøger i vores land.

Partier, som jeg hele mit liv regnede med, var bastioner for en human tankegang, har flere år i træk besluttet, at vi ikke skal tage imod FN's kvote af flygtninge, der har det allerværst:  syge, gamle og mødre med børn.

Ikke engang de 500 flygtninge, som FN beder os om at tage, vil de acceptere.

Asylsøgere med børn bydes forhold i årevis, der med garanti skader disse børn.

Hvordan er vi danskere, der lever i et af verdens rigeste lande, kommet så langt ud i det inhumane mørke?

Kynisne og selvtilstrækkelighed

Hvordan kan politikere, der kalder sig kristne, være så egoistiske og se stort på den næstekærlighed, der skulle være kernen i den selvsamme kristendom?

Den nyligt overståede jul skulle være en tid, hvor vi glæder os og er gode mod hinanden.

Men hvordan kan vi glæde os, når så mange i vores land bliver behandlet så dårligt og lever under så kummerlige forhold?

Jeg er flov over den kynisme og selvtilstrækkelighed, som dominerer det politiske flertal lige nu. De repræsenterer ikke den danskhed, der er min.

En varm nytårshilsen til alle jer, der trods de kolde vinde holder ved og byder fremmede velkommen, åbner jeres dør, hjælper dem i gang i vores land, taler ordentligt, forsvarer alles rettigheder og forlanger medmenneskelighed, næstekærlighed og ret til mangfoldighed tilbage.