Der er nu gået godt 10 år siden Irakkrigen. Selvom Saddam Hussein er død, er det centrale spørgsmål, om krigen var en fejl, stadig levende. Svaret er ikke ensformigt. Der findes en række begrundelser til ethvert svar. Men der er et andet ligeså vigtigt spørgsmål: Er fjernelse af en diktator som Saddam Hussein en god mission?

For at svare på dette spørgsmål, skal man se hele historien med irakiske øjne og forstå deres holdninger. Irakere forstår godt, at USA (Koalitionen af Villige Lande) ikke gik i krigen mod Saddam Hussein for irakernes egen skyld. Det var tværtimod blot for USA's egne interesser.

Irakernes interesser

Men irakerne havde også deres egne interesser, nemlig at få Saddam Husseins diktatoriske regime, fascistiske parti (Baath parti) og tyranske familie væk fra deres dagsorden. Det var en fælleszone mellem de amerikanske og irakernes interesser at få Saddam Hussein af magten.

Men hvordan handler man og regerer efter det? Ja, det kunne være det tredje centrale spørgsmål. Fælleszonen begyndte at mindskes, og afstanden af uenigheden blev forstørret mellem de amerikanske og irakiske interesser.

For irakerne var krigen "mellem USA og Saddam Husseins regime". Derfor havde de ikke grund til at forsvare hans regime ved at bekæmpe Koalitionen, da dette ville give diktaturet livsforlængelse.

Som mennesker bør vi stå sammen med irakerne, for at de kan udvikle deres demokratiske proces og bekæmpe terror. 

Desuden havde irakerne et håb om en bedre fremtid med demokrati, menneskerettigheder, lighed samt bedre økonomi.

Amerikanerne begik blandt andet fejl ved ikke at forstå de ovenstående faktorer og arbejde frem mod dem. De gik til FN og besatte landet officielt. Det var en historisk strategisk fejl, som ændrede hele historien.

Ingen iraker accepterer besættelse. Krigens motto var blandt andet "en international hjælp til befrielse fra Saddam Husseins tyranni" – men når befrielse omdannes til besættelse bliver krigen mellem irakerne og besættelsesmagten aktuel.

Irakerne var uenige om vejen, som de skulle vælge for at befri landet. Flertallet valgte politiske forhandlinger og den demokratiske proces. Mindretallet valgte våbenvejen. Det lykkedes flertallet at befri landet.

Krigens legalitet

Var krigen lovlig? Igen er svaret afhængigt af vinklen man ser det fra. Saddam Hussein havde ikke atomvåben, selvom han havde brugt kemiske våben i 80’erne mod kurderne i nord og shiamuslimerne i syd.

Krigen havde både fordele og ulemper. USA begik mange fejl. For eksempel lod de ikke irakerne vælge deres egen regering i starten. De styrede landet med en civile amerikansk guvernør (Paul Bremer). Med disse handlinger gav amerikanerne legitimitet til Saddam Husseins tilhængere (tidligere medlemmer af Baath-partiet, militær og sikkerhedsstyrker) og terrorgrupper som al-Qaeda at komme ind i Irak for at "hjælpe" irakere, for at befri deres land. Hvilket endte med en konflikt mellem sekteriske grupperinger.

Blandt fordelene er der i dag en folkevalgt forfatning, et parlament og en regering. Desuden et uafhængigt retssystem og frihed – ikke i europæisk optik, men mere end hvad der er i Mellemøsten og usammenlignelig med Saddam Husseins regeringsperiode. I dag er der en befolkning, der kæmper mod terror for at beholde friheden og udvikle demokratiet.

Uanset om man er med eller imod Danmarks deltagelse i Irakkrigen skal man ikke nøjes med at se på krigens negative sider. Man begår en fejl ved at ignorere irakernes vilje til forandring. Billedet i dag er meget lysere end før 2003.

Som mennesker bør vi stå sammen med irakerne, for at de kan udvikle deres demokratiske proces og bekæmpe terror.