I Arbejderen den  2. marts mener Mads Samsing, at vi skal tage ja-hatten på, når vi forholder os til regeringens reformer af sygedagpenge og kontanthjælp.

Det har vi skam forsøgt på. Vi anerkender da, at det er en forbedring, at mennesker, der får stoppet deres sygedagpenge på grund af varighedsbegrænsningen, kan få kontanthjælp uafhængigt af ægtefællens indtægt, og at der ikke er nogen "bagkant" på denne ydelse.

Det er også fint, at mennesker med livstruende sygdomme nu kan få forlænget deres sygedagpenge, uden at de absolut skal være døden nær.

Vi afviser blankt at give skattelettelser til "de bredeste skuldre."

Vi undrer os bare over, at regeringspartierne ikke vil være med til at afskaffe varighedsbegræsningen på udbetaling af sygedagpenge. Hele tre gange under VKO-flertallet stillede vi fælles forslag om det. Vi var dengang enige om, at økonomisk utryghed gør folk mere syge, og at det derfor var "presserende" at afskaffe denne økonomiske straf til de langtidssyge.

Det blev også indskrevet i regeringsgrundlaget. Under overskriften "Færre mennesker skal leve i fattigdom" står der: "Regeringen vil afskaffe varighedsbegrænsningen på sygedagpenge. I stedet vil regeringen styrke den aktive indsats."

Fuld af fortrøstning har Enhedslisten derfor stillet forslag om dette. Men ved 1. behandlingen torsdag den 28. februar vendte alle tre regeringspartier tommelfingeren nedad. Begrundelsen er, at det er for dyrt. Det koster næsten en milliard, fordi det angiveligt holder 2500-3500 langtidssyge væk fra arbejdsmarkedet!

Klokkeklart løftebrud

Mette Frederiksen indrømmer dog, at afskaffelse af varighedsbegrænsningen i sig selv kun koster 290 millioner kroner – det vil sige kun 160 millioner mere end den løsning, hun selv foreslår. Det er vel ikke underligt, at vi kritiserer dette klokkeklare løftebrud? 

Hvorfor er vi så ikke tilfredse med det, som Mette Frederiksen foreslår? 

Fordi forbedringen for de 1400, der i dag helt mister forsørgelsesgrundlaget, betales af de cirka 9300, der bliver ramt af en skærpelse af varighedsbegrænsningen fra 52 uger til 26 uger. Det betyder en nedsættelse af ydelsen på 6855 kroner for enlige og  3403 kroner for forsørgere 26 uger før end med de nuværende regler.

Det er en mærkelig form for solidaritet, der består i, at nogle syge skal betale for forbedringer for andre syge.

En endnu værre udgave af denne besynderlige logik finder vi i regeringens udspil til kontanthjælpsreform, nemlig samme "logik" som i reformen af førtidspension og fleksjob. Her betales igen forbedringerne (helhedsorienteret sagsbehandling og ressourceforløb) ved nedskæringer over for andre udsatte grupper.

5000 kroner mindre om måneden

Det gælder de uddannelsesparate under 30 år, som sættes ned fra kontanthjælp til SU - en nedgang på cirka 5000 kroner per måned for en enlig!

En anden forringelse er, at den nuværende modregning i ægtefællens indtægt udstrækkes til også at gælde samlevendes. For endnu flere end i dag vil det betyde, at kontanthjælpen ender på et rundt nul!

For at føje spot til skade forventer regeringspartierne, at denne nedskæring i kontanthjælpen vil bidrage med cirka en milliard kroner i skattelettelser til de aktionærer, der for nylig har fået udbetalt op imod 50 milliarder kroner i udbytter!

Vi er her ved den helt grundlæggende forskel mellem regeringspartierne og Enhedslisten. Vi nægter simpelt hen at medvirke til nedskæringer over for de fattige, de langtidssyge, mennesker med handicap og arbejdsløse, også selvom undskyldningen er, at der ind imellem er nogle forbedringer.

Vi afviser også blankt at give skattelettelser til "de bredeste skuldre" - de har fået rigeligt gennem de sidste 10-12 år. Det må være på tide, at de rige kommer til lommerne, så vi kan få bedre velfærd og omsorg for de udsatte grupper.

Kære Mads. Hvis du får trukket ja-hatten væk fra øjnene, så tror jeg, du vil give mig ret. Jeg tror også, at nej-hatten vil klæde dig rigtig godt. Prøv den! Det vil gavne vores kamp for at få regeringspartierne til at føre en mere solidarisk politik.