Jeg bakker op og står skulder ved skulder med de offentligt ansatte. Det gør jeg, fordi de er og har altid været der, når jeg har haft brug for dem. Det var de da jeg blev født og da mine forældre gik på arbejde, hvor nogen skulle passe mig. Og dada jeg skulle i skole, så jeg kunne lære at læse og skrive.

Det var de da jeg kom til skade og skulle lappes sammen, og da jeg skulle giftes. Og da vi fik vores børn. 

På samme måde er jeg sikker på, at  de er der, når mine børn på skal frem i livet. Og når jeg skal bruge offentlig transport til at komme på job. Og når skraldespanden på torvet er fyldt,og skal tømmes. Eller når vejene skal ryddes for sne eller de grønne områder skal vandes. Og når uheldet er ude, eller tyven kommer på besøg. Når jeg er blevet gammel og har brug for hjælp i dagligdagen. Ja, selv når jeg skal i graven, så er de der.

Måske derfor undrer det heller ikke, at når de offentliges fagforbund vælger 10 procent ud til strejke, så går det op for de offentlige arbejdsgivere, hvor vigtige de offentligt ansatte er, for mere skal der ikke til, før arbejdsgiverne føler, at det hele ville bryde sammen.

Men det undrer, at de offentlige arbejdsgivere vælger at lockoute 440.000 som modsvar, i stedet for at imødekomme de rimelige krav om, at Lærerne får en central arbejdstidsaftale, at den betalte frokost overenskomstsikres og at de lavtlønnede får et løft.

Det bør der være råd til, især når der er et råderum på 37 milliarder kroner i de offentlige finanser. Der er givet 52 milliarder til skattelettelser. Der er sparet 26 milliarder på den kommunale velfærdsservice siden 2007. Rige danskere skjuler fra 100 til 288 milliarder i  skattely . Mindre virksomheder har snydt for 22,8 milliarder i skat de sidste år, og multinationale selskaber snyder årligt 7-14 milliarder i skat. Der er i følge Danmarks Statistik udbetalt selskabsudbytter på 248 kroner milliarder i  2016.

Derfor vælger jeg, at bakke op og stå skulder ved skulder med de offentligt ansatte, til deres krav er opfyldt.