29 interesserede og spørgende mennesker var mødt op til mødet, der blev afholdt i lokalerne hos BUPL i Slagelse. De to foreninger Flex Team Slagelse og Arbejdsskadeforeningen AVS havde indbudt det lokale folketingsmedlem og finansordfører for Socialdemokraterne, John Dyrby Poulsen.
John Dyrby brugte mange ord på at forklare, hvor stor magt og indflydelse “regnedrengene” i finansministeriet har på den førte politik. Pengene skal passe, og der skal hele tiden findes 90 mandater i folketingssalen.
John slog fast, at regeringen vil have fjernet varighedsbegrænsningerne i sygedagpengeloven, men det skal gøres økonomisk forsvarligt. I tre levende timer forklarede John, hvordan regeringen vil ændre Danmark, og hvordan der skal skaffes arbejdspladser. Alle, der kan arbejde, skal arbejde.
De fleste af de 29 tilhørere havde spørgsmål og kommentarer til John. Han lyttede, svarede eller kommenterede alle, der havde ordet. Forsamlingen var en blanding af sygemeldte, repræsentanter fra fagforeninger og sagsbehandlere fra Slagelse, Holbæk og Køge kommuner, så John hørte mange udlægninger af, hvordan folk opfatter dagligdagen for de sygemeldte og arbejdsløse fleksjobbere.
Personligt må jeg sige, at jeg blev bekymret på et mere kvalificeret niveau, efterhånden som mødet blev afviklet. John var trofast overfor regeringens politik, men desværre var hans viden, om hvordan vi opfatter virkeligheden, for ringe.
Mange tilhørere frygtede stramningerne, frygtede at førtidspensionsloven bliver forringet, at fremtidens fleksjobbere vil blive fattigere, og at loven bliver hastet igennem til skade for de syge og sagsbehandlerne i jobcentrene. Derfor blev det også anbefalet, at hvis loven bliver vedtaget i december, at den så først træder i kraft omkring april 2013, således at den kan blive indført og anvendt forsvarligt.
Lægekonsulenter, diagnoser, fysiske og psykiske lidelser, tværfaglige team, disse ord gik igen og igen. Ikke alle fik de svar, de efterlyste, men John Dyrby fik meget med hjem, som han lovede at kikke på.
Socialkontoret blev afskaffet i 2007 og erstattet af et jobcenter. Og det er det, vi lever med og under i dag.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278