Som arbejder i et af de fysisk hårdeste job, vi har i Danmark – nemlig murerfaget – er det med stor interesse, at jeg følger med i debatten om pensionsalderen. 

Som arbejder i et af de fysisk hårdeste job vi har i Danmark - nemlig murerfaget - er det med stor interesse, at jeg følger med i debatten om pensionsalderen. 

Men jeg vil sådan set starte et helt andet sted.

Helt tilbage til dengang, hvor vi som nation brugte de rigdomme, som blev skabt gennem håndens arbejde til at lave forbedringer for helt almindelige mennesker.  Sådan nogle som mig.

Dengang vi var fattige

Det var samtidig dengang, vi var fattige. Men der var råd til skoler i de små samfund, der var råd til små sygehuse, der var råd til lægehuse, der var små købmand alle steder, der var falckstationer, som den gang hed Zonen, i de mindre byer, der var råd til, at folk kunne være syge.

Folk havde en generel sikkerhed for, at hvis de på en eller anden måde snublede, så fik de en hånd til at komme på benene igen. Og selv hvis benene ikke kunne mere, så var der et værdigt liv i udsigt.

Det var dengang vi var fattige. Nu er vi blevet rige, siges det.

Alle ved hvordan skolelukninger konstant er på dagsorden ude i kommunerne,

.alle ved, hvordan situationen er på vores sygehuse, og alle ved hvordan der fra reform til reform er blevet taget, hvordan der er skåret ja for at sige det lige ud, hvordan der er blevet stjålet af rettighederne for helt almindelige arbejdere, de syge, de nedslidte.

Vi kan så spørge os selv, er det fordi, det vi producerer er blevet mindre værd? Er vi blevet mindre produktive? 

Svaret er nej, tværtimod. Vi kan læse alle steder om produktivitetsstigninger, om virksomhedernes tårnhøje profitter, som hvert år slår nye rekorder, profitter som er skabt af os arbejdere. Det vi derimod kan se og mærke på vores kroppe er, at den enorme rigdom, vi skaber ved vores arbejde ikke styrker kollektivet, men kun gør den økonomiske elite endnu rigere. 

Netop derfor er det vigtigt, at sætte pensionsdiskussionen i et andet perspektiv end de nederdrægtige forslag vi indtil nu har set.

Pension er en fælles rettighed

Spørgsmålet om pensionsalderen,  ja arbejdstiden generelt uanset om det er den daglige eller på livsbasis, er og bliver et ideologisk slagsmål.

Lige siden murersvendene som de første i det her land tilbage i 1872 nedlagde arbejdet for kravet om en nedsættelse af den daglige arbejdstid til 10 timer, har det her spørgsmål mødt modstand fra arbejdsgiverne og deres repræsentanter i det politiske system. Endda helt ind i socialdemokratiet, har modstanden mod arbejderklassens krav om nedsættelse af arbejdstiden været tydelig. 

Det var tydeligt den gang murersvendene lagde ryg til, og det er det i dag. Læren af murersvendenes kamp for mere end 100 år siden er, at kravene og forbedringerne, vi vil have i vort liv, skal fødes iblandt os. Uanset om vi gør rent på sygehusene, om vi tømmer skraldespande på villavejene, står ved et samlebånd på en fabrik, eller passer vores gamle, så er nedslidningen i det her land så massiv, at alle brancher bør se sig selv i den her kamp, og det er nu vi skal vise, at vi er en enhed.

De vigtige spørgsmål 

• kan det være rigtigt, at vi råd til at bruge over 700 millioner ude på en ø, frem for at bruge pengene på vores sygehuse?  
• Kan det være rigtigt, at militærbudgettet er det eneste budget, som kan få flere midler?
• Er det rimeligt, at den rigdom vi skaber, ikke bruges til at sikre vores fremtid?
• Og ikke mindst må vi spørge os selv om, hvorfor den økonomiske gevinst ved den teknologiske udvikling ikke bruges til at betale en værdig alderdom. 

Intet andet end en tilbagerulning af de nederdrægtige pensionsreformer er værdigt. Kampen om arbejdstiden, hvad end det er den daglige eller på livsbasis, handler om fordeling af goderne i det her samfund. Der er råd til det. Lad os stå sammen branche for branche. Allerede ved de kommende OK-forhandlinger, og lad os være bevidste om, at det at håbe, kun er for en tåbe!