16 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Kapitalisme producerer fagdød og fattigdom

Kapitalisme producerer fagdød og fattigdom

Uanset kreative kapitaltransaktioner, så er økonomien og væksten knyttet til arbejde udført af lønarbejdere.

Der er ingen nåde for de fag, som kræver lang arbejdstid. De uddør efterhånden og afløses af teknologi og højere produktivitet.
FOTO: da.wikipedia.org
1 af 1

Kapitalismen er måske i sin afsluttende fase, hvor dens indbyggede modsigelser og irrationelle drivkræfter vil få det økonomiske system til at bryde sammen. Pengeøkonomien, læs kapitalismen, må erstattes af en økonomi, hvor arbejdstidens resultater ikke akkumuleres, men registreres og fordeles, når produktet er produceret. En økonomi hinsides pengene er teknologisk og praktisk mulig.

Økonomisk vækst, målt i penge, er en nødvendig forudsætning for pengeøkonomien. Kapitalen kan vokse, ved at flere og flere arbejder og ved, at de der arbejder, arbejder længere, samt ved øget produktivitet. Økonomien vokser også ved spekulation, kursdifferencer, svindel og ulige konkurrenceforhold.

Men  økonomien kan ikke som helhed og i længden fungere i en sådan cirkusøkonomi. Pengemængden skal hele tiden øges. Investerede kapitaler skal blive til større kapitaler. Ellers giver det ikke mening. Grådighed eller ej. Om man kan lide det eller ej. Sådan er det.

Akkumulationen

Det er naturligvis forrykt, og derfor må pengeøkonomien afvikles. Uanset kreative kapitaltransaktioner, så er økonomien og væksten knyttet til arbejde udført af lønarbejdere. Lønarbejde, pengeøkonomi og kapital er uadskilleligt. Men det er en livstruende cocktail for klodens økosystem. De daglige lønarbejdstimer tælles nu i milliarder, og det vokser.

Mere og mere af lønarbejdstiden bruges på at øge kapitalen – forudsætningen for vækst. I kraft af produktivitetsstigninger har mange oplevet vækst i det materielle forbrug – men dette højere forbrug er produceret på kortere tid end det tidligere lavere forbrug.

Velstanden har derfor kunnet øges samtidig med, at en mindre og mindre del af arbejdstiden er gået til lønarbejdernes eget forbrug. De produktionsprocesser, hvor flere livsfornødenheder kunne produceres på kortere og kortere tid, har nu mere marginale produktivitetsstigninger.

I de seneste 20 år er især lavindkomstgrupperne blevet fattigere.

I de seneste 20 år er især lavindkomstgrupperne blevet fattigere. Derfor forsøger man i stedet at øge væksten med krav om flere og længere arbejdsdage. Den arbejdstid, der bruges på at opretholde lønarbejderens eget forbrug, falder. Den tid, lønarbejderen bruger på at producere kapital (vækst) til mere kapital (vækst), vokser. Det er kapitalismens logik. 

Spist mad kan ikke akkumuleres. Derfor investerer kapitalen hellere i produktioner, der kan akkumuleres i nye produktioner, der kan...og så videre. Økonomien har (formentlig) en øvre absurditets-grænse for akkumulationen (væksten), men der er også en grænse for, hvor lange arbejdsdage og hvor lidt købekraft man kan pålægge lønarbejderen.

Fattigdommen vokser

Lønindkomster får ringere og ringere mulighed for at købe varer, hvis arbejdstidsindhold er højt.  Det er en tydelig tendens i samfundsudviklingen kloden over. I den forstand bliver vi fattigere og fattigere.

Prisen på en vare er ofte kun i begrænset omfang bestemt af den anvendte arbejdstid. Men i et eller andet omfang og på  sigt må dette komme til udtryk ved, at når arbejdstidsindholdet i en vare falder, så falder prisen også - i hvert fald som en tendens på markedet. Alligevel forringes vores mulighed for at "købe arbejdstid", uanset at lønninger og offentlige budgetter stiger målt i penge.

Meget arbejdstidskrævende arbejde forsvinder eller er forsvundet: Mælkemanden, post til tiden og om morgenen, servicestationer, lægebesøg i hjemmet, kommunale gartnere, gadefejere (med løn og rettigheder!), bemandede togstationer, husmandsbrug, betjening i banken, håndværkere i hjemmet, skræddere og skomagere.

Værdiforringelse

Samtidigt kan vi købe billige varer, som tidligere var dyre. Varer, hvor man har kunnet mangedoble produktiviteten – for eksempel elektronik og mekanik.

Produktiviteten i produktionen af forbrugsvarer er også steget i samme periode, men alligevel er flere blevet fattigere. Samfundsøkonomisk ytrer det sig ved, at den skat, vi betaler, ligeledes løbende forringes i evnen til at "købe arbejdstid" – ofte omtalt som "varme hænder".

Det betyder, at statens og kommunernes beskatning skal bruge en voksende procentdel af skattegrundlaget på arbejdstidskrævende opgaver – plejehjem, ældrepleje, børnehaver, skoler, biblioteker, jobcenter, læger og sygehuse. Fordi pengene kan købe mindre og mindre arbejdstid, selvom pengemængden og beskatningsgrundlaget vokser.

En eventuelt kommende vækstperiode vil derfor ikke betyde, at der bliver "råd til velfærd". Lønnens og skattens evne til at købe arbejdstid vil fortsat forringes.

Mens kapitalen akkumulerer på klodens sidste ressourcer, og emissionerne til atmosfæren forringer livsbetingelserne, så må vi forberede afskaffelsen af pengesystemet og etablere en ny økonomi med udgangspunkt i arbejdstidsberegninger. Økonomiens og politikkens formål må være et gunstigt forbrug for alle og at minimere den nødvendige arbejdstid under hensyntagen til miljø og ressourcer.

Økonomiens formål skal være menneskernes forbrug og ikke ophobningen af arbejdets resultater. 

Forkortet af redaktionen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


03. jul. 2014 - 09:22   03. jul. 2014 - 09:26

Læserbrev

af Erling Frederiksen, Gislinge