Når arbejdere og socialt udsatte i Danmark skal forholde sig til flygtningekrisen, bliver de mødt af kravet om solidaritet med udsigten til forringelser i beskæftigelse, levestandard og velfærd på bekostning af de nye danskere, som selvfølgelig skal have hjælp og udsigt til en ordentlig fremtid på lige samfundsvilkår.

At vi er et rigt land, som har råd til dette, kan der ikke herske nogen tvivl om. Dog bliver billedet af solidariteten noget mere uklar, når vore folkevalgte politikere skal finde de fornødne midler til denne solidariske hjælp.

Klassekamp er det eneste svar på magtelitens flygtningepolitik, hvis vi som danskere  skal kunne se os selv og vores børnebørn i øjnene.

Ovenpå en finanskrise, som er blevet løst via besparelser på den brede befolkning til gavn for skattelettelser til den magtelite, som i deres grådighed var skyld i krisen, ser man nu nye politiske strømninger på vej mod større økonomisk og social ulighed.

Strømningerne menes at give sikkerhed for flere arbejdspladser og større tryghed for magteliten, på bekostning af den gode økonomiske fordelingspolitik, som tidligere gav velstand og social tryghed til alle.

Flygtninge, arbejdere og socialt udsatte bliver til gidsler, som må deles om den samfundskage, som politikerne og magteliten er enige om ikke må blive større, hvis der skal føres en økonomisk ansvarlig politik, dog mest for at sikre sig selv mod større økonomisk deltagelse i samfundsfællesskabet.

Klassekamp eller reel trussel om samme er det eneste svar på magtelitens flygtningepolitik, hvis vi som danskere i fremtiden skal kunne se os selv og vores børnebørn i øjnene i et solidarisk og socialt sikkert og trygt samfundsfællesskab, hvor de bredeste skuldre endnu engang bærer det tungeste læs.

En arbejder så jeg stå mellem tusinde andre. Tænk de kunne en verden skabe og forandre.