Regeringens nye effektiviseringsaftale på det offentlige område vækker ikke begejstring hos mig. Den nye aftale, der er indgået mellem regeringen, Kommunernes Landsforening (KL), Danske Regioner, Akademikerne (AC), FTF og Offentligt Ansattes Organisationer (OAO), skal sikre, at de offentlige ressourcer bliver anvendt bedst muligt.
Der er beskrevet syv principper, som ifølge forhandlingsparterne kan effektivisere den offentlige sektor og sikre besparelser for 12 milliarder kroner frem mod 2020.
Som fællestillidsrepræsentant for serviceassistenter med flere på Hillerød Hospital er jeg af den opfattelse, at mine kolleger ikke vil komme til at opleve en arbejdsdag, hvor der bliver mere plads til at levere den bedste velfærdsydelse.
Jeg finder, aftalen er ren luft, da jeg ikke kan finde det politiske indhold. Jeg forstår heller ikke, hvordan parterne er nået frem til, at vi kan effektivisere for lige netop 12 milliarder kroner. Hvorfor ikke 10 eller 14?
Hvordan er parterne nået frem til, at vi kan effektivisere for lige netop 12 milliarder kroner. Hvorfor ikke 10 eller 14?
Har man sat sig ned og set på, hvilken offentlig sektor vi ønsker os, inden der igangsættes en effektivisering? Hvis den offentlige sektor er grundstenen i vores velfærdssamfund, så må vi betale, hvad det koster.
De regionsansatte er nu underlagt en regeringsbeslutning om en to procents effektivisering for hvert år. Hvis vi venter tilstrækkeligt længe, så er der ikke flere procenter tilbage at tage af.
Socialdemokraternes kommunalordfører Simon Kollerup har udtalt, at "det er en stærk aftale, som vil sikre, at det offentlige kommer til at gå længere på literen". Jeg er bange for, at vi løber tør for benzin, inden vi er kommet i gang!
Jeg står også uforstående overfor, at regeringen kan forhandle aftaler af denne karakter, når vi er så stolte af den danske model. Regeringen og de omtalte forhandlingsorganer, der har medvirket ved aftalen, går med deres handling ind og underminerer lige netop den danske model. Er jeres medlemmer måske blevet hørt?
Når nu regeringen har lovet en større gruppe af de faglige ledere adgang til forhandlingsbordet, så synes jeg, at I faglige skal starte med at hænge regeringen op på det, de lovede under valgkampen – at afbureaukratisere det offentlige.
Så kære faglige kolleger – tag nu og kom ind i kampen. Man skal passe på med at spise kirsebær med de store - man kan risikere at få stenene i nakken.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278