Terrorangrebet 9/11 har transformeret vor tid som forudsagt af den neokonservative tænketank Project for the New American Century i en publikation, Rebuilding Americas Defenses, udgivet september 2000: en revolutionerende ændring såfremt der opstår en katalyserende katastrofe som et nyt Pearl Harbor.

Samtidig med denne formulerede interesse i en sådan katastrofe, som meget bekvemt ramte et år senere da den samme neokonservative kreds havde haft regeringsmagten i ni måneder… næsten som en barsel, oplever vi at Bush-regeringen ikke havde stor interesse i en adækvat opklaring.

Minimalt budget

Da de endelig nedsatte en kommission, lagde de den forhindringer i vejen, for eksempel ved at  bevilge et latterligt lille budget: cirka halvdelen af, hvad man brugte på at opklare om Lewinsky havde suttet den af på Clinton i Det Ovale Værelse.

Når de ikke vil opklare, påtager de sig ansvaret. Hæleren er ligeså god som stjæleren, så uanset hvordan det skete, er det Inside Job. Bush-regeringen erklærede ensidigt skylden på bin Laden og Al Qaida /Taleban, og i chokket var der ingen, der kunne eller turde tænke klart. Løgnen bed sig fast og er stadig til diskussion, selv blandt intellektuelle.

Men er det vigtigt. Når vi i fredsbevægelserne protesterer mod krig, er mange mennesker enige. Og dog oplever vi en stadig udtynding i fredsrækkerne.

Jeg er kommet til den konklusion, at vi kan tørre røv med al vores protest, hvis vi ikke tør gribe ved nældens rod. Thi folk er imod krig, men de er mere bange for den (erklærede) islamistiske terror.

De har jo set igen og igen, med et i særklasse boost 9/11, hvor rædselsfuldt brutal og dødelig denne terrorisme kan være. Hvor sårbare vi er i vores frie samfund. Vi er desværre nødt til at bekæmpe den i dens reder inden den kommer hertil.

Den grundlæggende løgn

Og Rusland rasler angiveligt med sabelen… det siger de selv i tv. Det er en farlig verden, og vi er desværre nødt til at kunne beskytte os. Og det er NATO der er vores værn, USA vores ven.

Vi kommer ingen vegne sålænge disse holdninger er konsensus. Vi er latterligt ligegyldige når vi ikke tør pege på den grundlæggende løgn.

Opgøret med denne løgn vil måske og forhåbentlig få almuen til, at indse, at vore ledende politikere og magthavere ikke er som far og mor, de er ikke på vores side.

Men erkendelsen er svær, meget svær: opgøret med far-og-mor teorien er blokeret af kognitiv dissonans. Det er hele trygheden der ramler.

Det forstår jeg godt. Men er erkendelsen smertefuld, så er på lang sigt løgnen værre. Den er fascismens ladeport.