Den igangværende debat om kongehusets berettigelse eller ej får mig til at tænke på regentens og statsministerens sidste nytårstaler. Her oplevede jeg, hvordan vores regent udviste langt større bekymring for vores samfunds svageste end vores socialdemokratiske statsminister tilsyneladende magtede. Om sidstnævnte var underlagt et usynligt regeringsløfte må stå hen i det uvisse?

Vores regent må vel uden fornærmelse kaldes et levn fra enevældens dage

Vores regent må vel uden fornærmelse kaldes et levn fra enevældens dage. Med den indstilling, som majestæten udviste i sin nytårstale, kan man vel spørge sig selv, om ikke en enevældig regent, som fordeler goderne til fordel for samfundets svageste, er bedre for landets brede befolkning end et demokrati, som er underlagt den kapitalistiske magt, som altid kun forsøger at rage til sig i et hvert samfund.

Samtidig kan dårlige rollemodeller iøvrigt meget lettere udskiftes af en enevældig regent?

En anden holdning, som kongehusets fortalere altid bringer på banen, er prisen for en republik med en præsident. Undskyld mig! Hvor står der i vores grundlov, at landet skal have en præsident, hvis kongehuset ophører med at eksistere? Ifølge grundloven er vi et demokrati med en statsminister og selvfølgelig kransekagefiguren, som hele debatten drejer sig om. Fjerner vi sidstnævnte er enevældets dage definitivt forbi og et, efter danske forhold, rigtigt demokrati er opstået.

Den konservative forbliver kongetro og den liberale vil have sin frihed, mens socialisten hænger fast i arbejderklassens fællesskab, fordi magten aldrig vil forandre verden.