Lille sammenligning mellem før og nu. Jeg er en årgang 1939. Jeg husker lidt fra vinteren 1944-45. Jeg er opvokset på en mindre gård i Vestjylland. Vi tre store børn sov på loftet. Vi vågnede, hver gang de tyske bombemaskiner kom ind over gården.

Vandel Lufthavn, der var tyskernes base, lå ikke så langt væk. En nat var jeg nok blevet bange og løb ned i stalden, hvor der var lys. Der så jeg noget, der satte sig på nethinden ved en lille dreng på fem år. Min far gik og slog nyfødte smågrise ned i stenbroen.

Skal smågrisene nu fodres op syd for grænsen med diverse tilsætningsstoffer, masser af antibiotika og gensplejset foder?

Det forstod jeg ikke, for når søerne fødte om dagen, var vi børn altid med, og alle dyrebørn er jo søde. I foråret 1945 var jeg på ferie hos min onkel, og der fik jeg forklaringen: Tyskerne skulle sultes ud.

Tyskerne kom og talte op hvor mange dyr, der var på gårdene. Man måtte ikke slagte til eget forbrug. Besættelsesmagten skulle have først. De betragtede Danmark som deres spisekammer.

Hvordan er det i dag? Danish Crown lukker nu den ene afdeling efter den anden og starter op på den anden side af den dansk-tyske grænse. Der er der jo polske kolonnearbejdere til en noget mindre løn. Så er spisekammerdøren åbnet på vid gab igen.

Hvem har skylden for, at landmændene sender deres dyr til forarbejdning i Tyskland, endda til underbetaling på 50 kroner eller mindre i timen. Flere af arbejderne bor i perioder i skurvogne, under kummerlige forhold og dårlig hygiejne, hvilket kan skabe smitsomme epidemier.

Vi er nu der henne, hvor vi igen er spisekammer - nu for EU, som jo gerne vil bestemme, hvor alt skal laves og med hvilke midler.

Skal smågrisene nu fodres op syd for grænsen med diverse tilsætningsstoffer, masser af antibiotika og gensplejset foder? Hvor meget gift skal vi tvinges til at indtage. Skal vore børn og børnebørn gøres til allergikere, fordi vi er underlagt restriktioner fra EU og ikke må sige nej.

Lad os få vores selvbestemmelse tilbage. Stem NEJ til patentloven og sæt X ved liste N.