​Mens krigen i Vietnam i 1960`erne bidrog til en forståelse af imperialismen, er de mange "mindre" krige, som Vesten har udkæmpet siden den kolde krigs ophør, med større held blevet indhyllet i ideologiske røgslør.

De vestlige landes militærindsats i forbindelse med regime-skiftet til "demokratiske" styreformer og introduktion af "menneskerettigheder" i lande, som modsætter sig diktat fra Washington, fortolkes ud fra idealistiske forestillinger.

Imperialismen tilsløres

Derigennem bliver essensen af imperialisme og krig tilsløret. Resultatet er stor forvirring og manglende forståelse af et fænomen, der længe har været en bestanddel af det kapitalistiske verdenssystem.

Derfor er Arbejderens leder den 15. oktober, med overskriften "Imperialismen er krig", yderst velkommen for det gamle "nye venstre" fra 1960’erne.

Der hersker for mange venstreorienterede en naiv forestilling om USA’s militære strategi i forbindelse med regime-skifte og eksport af "demokrati" til autoritære, ikke-vestlige lande.

Anledningen var fredsforskeren Jan Øbergs artikel med ideer og konkrete forslag til, "hvad Danmark kunne have gjort i stedet for at blive part i den aktuelle krigsindsats i Irak." En lignende liste for den danske indsats i Libyen kunne opremses!

Det interessante spørgsmål i den forbindelse er: hvorfor har den danske politiske klasse besluttet at gøre Danmark, som leder-skribenten udtrykker det, til "en militær høg, et kerneland i NATO som klistrer sig tæt op af USA's udenrigspolitik."

Denne konstatering fremmer samtidig det indtryk, at der ikke findes nogen nævneværdig forskel mellem de to blokke i Folketinget.

Danmark i den imperialistiske lejr

Danmarks støtte til lederen af det kapitalistiske systems projekt for overherredømme placerer landet i den imperialistiske lejr. Denne forståelse giver dansk udenrigspolitik sin logik og metode.

Som Arbejderens leder gør opmærksom på, er krig ifølge den tyske militærstrateg Clausewitz "en fortsættelse af politik med andre midler." Imidlertid begrænser alliancen med USA sig ikke kun til krige, men udfolder sig tillige på mere fredelige planer (diplomati for eksempel).

Med henvisning til den danske støtte til Amerikas internationale rolle kunne man være fristet til at omskrive Clausewitz’ definition af krig til: "Fred er en forsættelse af krig med andre midler!"

Forsøget på at finde logikken bag forbindelserne mellem kapitalisme, imperialisme og krig/fred bidrager til en realistisk forståelse af den verden vi lever i.

Spørgsmålet er, om krig er et iboende træk ved imperialismen, og imperialismen en iboende bestanddel af kapitalismen? Alt efter hvorledes dette besvares, vil det genspejle forskellen mellem de eksisterende politiske positioner.

Med andre ord: hvis krige er system-betinget, må dette inkluderes i forståelsen af "den reelt eksisterende kapitalisme".

Langvarig kamp mod terrorisme

Hertil kommer, at militarisme siden Anden Verdenskrig er blevet en næsten selvstændig sektor i de "avancerede" industri-samfunds økonomier. Ikke mindst i USA. Dette giver sig udtryk i, at det militær-industrielle kompleks skaber sin egen efterspørgsel efter konflikt og krig.

I den forbindelse er det ikke uinteressant, at amerikanske politikere (for eksempel forhenværende udenrigsminister og potentiel ny præsident Hillary Clinton og den tidligere chef for CIA og senere forsvarsminister, Leon Panetta) forudser, at krigen mod terrorisme i Mellemøsten kan komme til at vare 30 år! Er Danmarks politiske establishment forberedt til at være med i en sådan langvarig konflikt?

Til trods for disse overnævnte sammenhænge hersker der for mange venstreorienterede en naiv forestilling og støtte til USA’s militær strategi i forbindelse med regime-skifte og eksport af "demokrati" til autoritære, ikke-vestlige lande.

Denne holdning er en forhindring for udviklingen af en anti-imperialistisk bevidsthed og bevægelse. Det 21. århundredes nye "nye venstrefløj" adskiller sig derigennem fra 1960’ernes gamle "nye venstre".