Jeg synes, det nye layout er for voldsomt og anmasende. For meget spildplads til overskrifter og rubrikker, og jeg håber, de røde og sorte farver vil blive lidt modificerede med tiden. Det er dog ikke så meget mit ærinde her at diskutere layoutet.

Jeg har med interesse læst første og anden del af Arbejderens historie i lørdagstillæggene 8. og 15. september, og her undret mig over, at Klaus Riis og Dorthe Grenaa slet ikke er nævnt. Uden at gøre mig klog på de historiske detaljer, og uden at tage stilling til de politiske splittelser, der førte til eksklusion fra DKP/ML, må jeg dog mene, at disse navngivne personer – og måske flere – var en vigtig og flittig del af den proces, der fik Arbejderen i gang i sin tid, og at det derfor er en slags historieforfalskning, at de ikke nævnes. Ret skal være ret, og uanset hvem der er venner og uvenner, og personaer non grata – eller hvad fanden det er, så synes jeg rent ud sagt det er pinligt og svækker avisens autoritet.

Jeg håber redaktionen kan komme med en beroligende forklaring, som fastslår, at der er noget, jeg har misforstået. Jeg har aldrig har været kommunist, men synes, at Arbejderen er en meget vigtig stemme i det danske mediebillede, der ellers er forvrænget af borgerligt nonsens, kapitalens dukkeførte oldermænd og skræddere der fremviser Kejserens Nye Klæder. 

Svar til Bo Richardt

Selvfølgelig havde Klaus Riis, som formand for Arbejderens udgiver DKP/ML frem til 1997, betydning for Arbejderen. Det samme har Jørgen Petersen, formand for Kommunistisk Parti, som udgiver Arbejderen i dag. Ingen af de to er nævnt i artiklerne. Vi har valgt at have fokus på nogle af de folk, som har været mest centrale i den konkrete udvikling af Arbejderen, da det er Arbejderens historie og ikke DKP/ML's historie, vi skriver.

Venlig hilsen redaktionen