07 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Kunne du leve dit liv i et badekar?

Kunne du leve dit liv i et badekar?

Det spørgsmål burde mange måske overveje, næste gang man køber billet til et delfinshow i et bassin, der for delfinerne svarer til et badekar.

Med det umiddelbare øje ser alt meget harmløst ud. Vi deltager måske endda i dyreshowene i den tro, at vi faktisk støtter dyrene.
FOTO: Wikimedia Commons
1 af 1

For turister betyder ferie smil og glade dage, men for mange dyr betyder det et rent mareridt. For dem står turistsæsonen nemlig på stress, mishandling og lidelse. Utrolig mange dyreelskende turister betaler nemlig hver dag glædeligt for at opleve diverse dyreshows. Og ulogisk nok er de hermed med til at betale til dyremishandling.

Delfiner, der i havet dagligt svømmer op mod 80 kilometer, er pludselig spærret inde i små bassiner med meget lav vandstand. 

Solen skinner, stemningen er fantastisk, og du tager en tår af din iskolde cola. Hele familien er samlet, og venter i spænding med store smil klistret i ansigtet. Og så går showet i gang. Delfiner og spækhuggere kaster sig rundt i vandet. Trænerne fortæller om de store dyr, og om hvor godt de har det. Tiden løber afsted, showet slutter, og du går derfra med en skøn følelse i kroppen.

Problemet er bare, at den følelse er helt malplaceret. Den virkelighed, du lige har set, er nemlig slet ikke, som den ser ud. For du ville heller ikke have lyst til at leve dit liv i et badekar, vel?

Dyr som underholdning

Der er i verden i dag en stigende tendens til at bruge dyr som underholdning. Og problemet er, at vi som turister lader det ske. Vi har en fascination for de vilde dyr og vil gerne så tæt på dem som muligt.

Vi overvejer ikke, om det er rigtigt eller forkert. For med det umiddelbare øje ser alt harmløst ud. Vi deltager måske endda i dyreshowene i den tro, at vi faktisk støtter dyrene. Det er bare en helt anden realitet.

For problemet er allerede opstået, når de vilde dyr fratages deres naturlige omgivelser. Delfiner, der i havet dagligt svømmer op mod 80 kilometer, er pludselig spærret inde i små bassiner med meget lav vandstand. Det gør dem så stressede, at selvom de i naturen lever omkring 40 år, bliver de ikke mere end fem år i fangenskab.

Mishandlingen

Bjørnene, man mange steder kan opleve danse i cirkus, holdes i kæder og får revet deres hjørnetænder ud som unger. Det betyder, at de aldrig vil kunne overleve i naturen igen.

For at kunne kontrolleres får de også filet et hul gennem gane eller næse og får trukket et reb igennem - alt sammen uden bedøvelse. Når de ikke er tvunget til at danse, sidder de i bure rokkende frem og tilbage, komplet ude af balance.

Selv, når du vælger at tage en lille tur på ryggen af for eksempel en elefant, gør du skade. Mange steder bruger dyrene hele deres liv låst fast i kæder uden hverken nok vand eller mad.

Når dyrene ikke optræder eller arbejder, lever de altså under grusomme forhold. Vilde dyr, der bruges i fangenskab som underholdning, eksisterer kun på grund af efterspørgslen fra turisterne.

Derfor er dette et problem, der kan kommes til livs. Forestil dig, at du skulle leve dit liv i et fængsel. Forestil dig at blive sultet, tørstet og tvunget til at optræde for folk.

Kan du virkelig gå med til noget som dette, uden at den dårlige samvittighed sniger sig ind på dig? Er en god oplevelse for dig et dyreliv værd?

Dyrene bør opleves i naturen under deres egne præmisser - ikke i fangenskab.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


23. mar. 2017 - 08:22   23. mar. 2017 - 08:30

Læserbrev

af Rebecca Krarup Mortensen, Tølløse Slots Efterskole