I 2002 sad jeg og min daværende chef i en taxa på vej til en antitraffickingkonference i EU-parlamentet, da hendes telefon pludselig ringede. I den anden ende af røret var en overrumplet Mette Frederiksen. Hun havde sagt i medierne, at sexkøb skulle gøres forbudt. Og så var fanden løs i Laksegade.

100 år efter, at kvinder fik valgret, er det stadig patriarkatets spilleregler, der gælder, hvis du vil helt til tops i dansk politik.

Mere end to uger fik Mette på hjul og stejle. De politiske analytikere stod i kø for at dømme hende helt færdig i dansk politik: Med den holdning og politiske tonedøvhed ville hun aldrig få et comeback og blive til noget ved musikken. I dag er hun Socialdemokraternes næste statsministerkandidat.

Mette lod sig ikke vælte af den offentlige mening. Hun gentog bramfrit sit budskab – fordi kvinder ikke skulle være til salg, fordi prostitution og kvindehandel skulle begrænses.

Ved Socialdemokraternes kongres i 2009, hvor man besluttede at optage kriminalisering af sexkøb i partiprogrammet, stod Mette i spidsen for den medlemsbund, der besejrede partitoppen – med Morten Bødskov som modstander i spidsen for nejsigerne.

Og ved 8. marts-demonstrationer, i offentlige debatter om prostitution med mere kunne man regne med Mette. Hun stod fast. Mennesker skulle ikke være til salg. Sexkøb skulle forbydes, basta.

Mette sprang ud med en ministerpost allerede i Helle Thorning-Schmidts første regering. Bødskov blev justitsminister. Han sørgede for, at det kongresvedtagne krav om kriminalisering af købesex blev skrevet næsten ud af regeringsgrundlaget. Et år efter slagtede Bødskov stolt forslaget helt med Straffelovrådets usaglige argumenter som undskyldning. 

Mette blev spurgt, hvad hun mente om det. Mette mente pludselig ingenting. Om et spørgsmål, der var hendes politiske hjerteblod. Siden har hun forholdt sig tavs. 

I dag er Bødskov parkeret på sidelinjen. Mette har indtaget hans justitsministerstol. Og har magten til at søge flertal for en sexkøbslov - nu velundersøgt og anbefalet af både EU-parlamentet og Europarådet. Men Mette er tavs. 

100 år efter, at kvinder fik valgret, er det stadig patriarkatets spilleregler, der gælder, hvis du vil helt til tops i dansk politik – især hvis du går i nederdel, har slået drengene som statsministerkandidat og hedder Mette.