Det er i år 10 siden, at vores nuværende karakterskala – 7-trinsskalaen – blev indført. En glæde for nogle, en forfaldsindikator for andre. Jeg tilslutter mig sidstnævnte.
Skiftet fra 13-skalaen til 7-skalaen kan forstås som skiftet fra en samfundsstruktur med plads til nytænkning, kreativitet og brud med fast etableret konsensus til en samfundsstruktur, der er fastlåst i reproducerende og konforme mønstre.
Topkarakteren 12-tallet er nemlig ikke - i modsætning til det gamle 13-tal - defineret ved en præstation, der overskrider forventningerne.
Samfundet inviterer os til ikke at tænke udover de allerede opstillede rammer, til at bidrage til de samme gentagelsesmønstre: Køb dig et par nye sko, start din egen virksomhed, få din egen coach og husk for guds skyld at stemme, når der er folketingsvalg. Hvis markedet (hvilket også inkluderer Christiansborg A/S) ikke passer dig, så skab dit eget. Du har jo alle muligheder. Er du uenig, så er det bare synd.
Ja, alle muligheder er åbne. For så vidt at muligheder er lig med opfyldelsen af de betingelser, som det kapital-parlamentariske system opstiller og kræver af dig. Og netop her kommer 7-skalaen ind i billedet.
Topkarakteren 12-tallet er nemlig ikke - i modsætning til det gamle 13-tal - defineret ved en præstation, der overskrider forventningerne, der tænker ’ud af boksen’, der bryder etablerede tankemønstre, der sætter pensum-teksterne sammen på en anderledes og uventet måde. Nej, 12-tallet får du, hvis du "demonstrerer udtømmende opfyldelse af fagets mål, med ingen eller få uvæsentlige mangler". Reproducer, gengiv og opfyld vores mål – helst med så få fejl som muligt.
Denne læringsform er i uhyggelig overensstemmelse med senkapitalismens grundpåbud: instrumentaliser dig selv, gør dig selv til en god vare, som du kan sælge med profit på markedet – en vare, som "demonstrerer udtømmende opfyldelse af markedets krav, med ingen eller få uvæsentlige mangler". Og desuden: Tænk i videst mulige udstrækning ikke en kritisk tanke. Så går du i hvert fald ikke nedenom og hjem.
Lad os dog få 13-tallet tilbage. Også uden for uddannelsessystemet.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278







