Den 2. juni 1992 var en historisk dag. Alle spådomme og sikre forudsigelser blev gjort til skamme og et klart flertal stemte nej til Unionen.

Hele EU´s grundlag og politik handler om at fratage arbejderbevægelsen enhver form for reel politisk indflydelse.

På grund af det danske nej blev EF kastet ud i en dyb krise, idet andre lande stillede krav om en folkeafstemning om traktaten.

Men glæden varede kun kort. De stivnakkede unionstilhængere ville ikke bøje sig for folkets afgørelse, men begyndte systematisk at undergrave den.

Det chokerende NEJ

Uffe Ellemann-Jensen udtrykte det på denne måde: "Det nej kom som et stort chok. Både i Danmark og i resten af Europa. I dagene efter den danske folkeafstemning gjaldt det om at holde alle muligheder åbne. Vi vidste, at Maastricht Traktaten ikke kunne genforhandles, men måtte finde en eller anden vej ud af miseren. Alternativet var, at Danmark ville blive sat ud på et sidespor i det europæiske samarbejde."

Socialistisk Folkeparti lod sig lokke af de falske løfter fra borgerskabet. SF indgik en aftale med de øvrige ja-partier i folketinget om en ny afstemning, med undtagelser på bestemte områder.

Det åbnede op for et intensivt diplomatisk arbejde – ikke for at overholde nej'et fra folkeafstemningen – men for at undergrave det. Allerede samme år blev Edinburgh-aftalen indgået på et EU-topmøde, der åbnede for at Danmark kunne få de fire forbehold:

De består af 1. forsvarssamarbejdet, 2. ØMU'ens tredje fase (indførsel af euroen som fælles møntfod), 3. de overnationale sider af rets- og politisamarbejdet, 4. det europæiske unionsborgerskab.

Borgerskabets demokrati

Hele forløbet er et klart billede af, hvad borgerskabet forstår ved demokrati: "Vi vil gerne høre din mening. Ja, vi sætter endda pris på den, så længe du mener det samme som os!"

Som bekendt lykkedes det med SF´s forræderi at sikre et flertal for traktaten ved afstemning nummer to den 18. maj 1993, og denne gang var den bindende!

Nu havde vi stemt ja til Unionen med alle de konsekvenser, det skulle få for vores sociale og demokratiske rettigheder.

I tiden siden vedtagelsen af unionstraktaten har vi med al tydelighed fået demonstreret, hvordan EU´s demokrati fungerer. De politikere, vi vælger til EU-parlamentet, har reelt kun rådgivende indflydelse, idet de virkelige beslutninger træffes af EU-kommissionen og topmøderne. Ja, måske er det reelt Tyskland og Frankrigs statsledere som bestemmer, når det kommer til stykket.

Det kan sammenlignes med stænderforsamlingerne under enevælden, hvor kongen - alt efter temperament - kunne følge rådets indstillinger eller lade være.

Den europæiske glidebane

Danmarks tilslutning til EF i 1972 blev den glidebane, som modstanderne advarede imod. Sideløbende med afviklingen af demokratiet, har vi oplevet en hidtil uhørt omfordeling af nationalformuen fra det store flertal til et svimlende rigt mindretal.

I forbindelse med Ribus-konflikten i Esbjerg blev fagbevægelsens muligheder for at forsvare ordnede løn- og arbejdsforhold for medlemmerne undergravet på den mest brutale måde.

Det sker med LO-toppens fulde velsignelse, fordi arbejder-aristokratiet friholdes fra nedskæringspolitikken. LO-toppen er blevet en del af det politiske establishment

Den største nyere politiske skandale er den måde, som titusinder af fagbevægelsens medlemmer er frataget deres eksistensgrundlag og tvunget over på "fattighjælp" eller til godgørenhed fra Kirkens Korshær.

Dagpengelovgivningen er en direkte følge af krav fra EU, fordi de ønsker en nedskæring af alle statslige udgifter undtagen til politi og militær.

Der er metode i galskaben: Hele EU´s grundlag og politik handler om at fratage arbejderbevægelsen enhver form for reel politisk indflydelse eller mulighed for at forsvare medlemmernes interesser.

Forsvar forbeholdet

Den 3. december skal vi stemme om et ja eller nej til at bevare retsforbeholdet, ét af de fire forbehold fra Edinburgh-aftalen. De forbehold, som sikrede et ja i anden omgang, var altså kun foreløbige og uden varig gyldighed. Der var en indbygget opsigelse fra starten.

Det svarer til det kendte cirkusnummer, hvor den "fiffige" klovn fratager en sagesløs tilskuer ur, tegnebog og andre ting af værdi. Det hele foregår under en uafbrudt ordstrøm, for at aflede offerets opmærksomhed.

Hele den nyere danmarkshistorie er præget af denne udvikling hvor "cirkusartisterne" driver gæk med folkestyret, og kynisk underordner Danmark de store internationale koncernes og finanskapitalens interesser.

Derfor er det altafgørende at sikre det størst mulige nej den 3. december, så der sættes en definitiv stopper for udhulingen af forbeholdene.