14 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Lejerne i afdelingerne bør styre besparelserne

Lejerne i afdelingerne bør styre besparelserne

Erfaringer fra boligforeninger, hvor egne ansatte udfører mere vedligeholdelse, kan vise, hvordan opgaverne kan løses bedre og billigere.

I juni 2016 indgik Venstreregeringen en aftale med Kommunernes Landsforening  og BL - Danmarks Almene Boliger om at effektivisere den almene sektor. Måltallet er, at der skal effektiviseres for halvanden milliard kroner ud af udvalgte udgifter på 18,4 milliarder. I december blev et lovforslag om besparelsesmålet vedtaget. Der er ingen straf, hvis målet ikke nås.

Enhedslisten tilslutter sig den overordnede målsætning om, at de almene boliger skal forsøge at nedbringe udgifterne, så huslejen holdes nede. Det kan være til gavn for beboerne og for samfundet.

De nye fattigdomsydelser kan medføre forøgede udgifter i forbindelse med fraflytninger af beboere, som ikke længere kan betale deres husleje. 

Det er Enhedslistens holdning, at der er mange gode erfaringer at hente i allerede afprøvede forsøg.

Erfaringer fra boligforeninger, der har hjemtaget driftsopgave, så egne ansatte udfører flere vedligeholdelsesopgaver, og erfaringen med de nye almen-plus boliger, hvor beboere udfører flere opgaver, som normalt udføres af en vicevært, kan virke som inspiration for, at flere boligorganisationer og afdelinger revurderer, hvordan opgaverne løses bedst og billigst.

Erfaringer fra afdelinger, som opretter beboerhaver eller naturarealer på en del af de grønne fællesarealer, kan også medvirke til at en anden arealanvendelse kan nedbringe driftsomkostningerne.

Indflydelse til afdelingerne

Jeg bor selv i en afdeling, hvor vi har reduceret vore udgifter gennem en bedre affaldshåndtering. Afdelingen har investeret i solceller, der dækker det fælles elforbrug, hvilket reducerer vores fælles udgifter til belysning og vaskeriet. Beboerne rengør fælleshuset på skift og græsslåning på fællesarealer har vi beboere nu i 20 år klaret frivilligt. Der er mange måder at reducere en afdelings driftsudgifter på. Og det kan gøres, så fællesskabet blandt naboer styrkes.

Den vedtagne lov giver organisationsbestyrelser mere magt over for afdelingsbestyrelser, hvilket Enhedslisten ikke mener er befordrende for at nå det økonomiske effektiviseringsmål. Derfor fremsatte vi et ændringsforslag om ikke at øge de beføjelser, som organisationsbestyrelser for nuværende har over for afdelinger. Det blev ikke vedtaget, og derfor stemte Enhedslisten og Alternativet imod loven.

Enhedslisten understreger, at effektiviseringsmålet på halvanden milliard i 2020 ikke er tilstrækkeligt til at sikre de billige boliger, der skal til for at løse de boligproblemer, som regeringen og de borgerlige partier har skabt med fattigdomsydelser.

Fraflytninger

De nye fattigdomsydelser kan medføre, at afdelinger får forøgede udgifter i forbindelse med fraflytninger af beboere, som ikke længere kan betale deres husleje. Disse huslejetab vil gøre det sværere at nå sparemålet på 1,6 milliarder.

Enhedslisten finder det positivt, at ministeren i lovbehandlingen har tilkendegivet, at udgiftsbesparelser ved omlægning af boligafdelingernes ustøttede lån kan indgå som en del af realiseringen af effektiviseringsmålsætningen. Imidlertid er Enhedslisten uforstående og stærkt kritiske overfor, at udgiftsbesparelser ved omlægning af støttede lån ikke kan indgå i realiseringen af effektiviseringsmålsætningen. 

Det bliver spændende at følge, hvordan afdelinger og boligorganisationer frem mod 2020 vil arbejde med at reducere udgifterne. Det kan gøres så miljøfordele opnås, samtidig med at fællesskabet styrkes og udgifterne reduceres. 

Forkortet af redaktionen

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


10. jan. 2017 - 08:03   10. jan. 2017 - 08:10

Læserbrev

af Søren Egge Rasmussen MF, boligordfører for Enhedslisten