Dimitrij Sjostakovitsj (1906-75) hører til blandt de mest originale komponister i det 20. århundrede. Han formår at videreføre den klassiske tradition og alligevel at forny den med et helt personligt tonesprog.

Under Anden Verdenskrig skabte han det, der er blevet kaldt "krigs-trilogien", hvoraf Leningrad-symfonien er den første del. Disse værker fik stor betydning for modstandsviljen over for den tyske besættelse, ikke bare i Sovjetunionen, men internationalt.

Allerede i den 6. symfoni fra 1939 aner man den lurende krigsfare, frygten for, at verdensfreden ville blive brudt og erstattet at et rædselsvækkende inferno, som menneskeheden på grund af den nye krigsteknik aldrig tidligere havde oplevet.

En bestemt begivenhed skulle under belejringen få betydning for kampens udfald: "Leningrad -symfonien".

Under Anden Verdenskrig var Leningrad belejret i 900 dage. Byen var fuldstændig afskåret fra at få forsyninger fra omverdenen i den første del af belejringen. Senere lykkedes det at transportere mad og udstyr over den tilfrosne Ladoga sø.

I den sydvestlige del af byen nåede fjendens skyttegrave frem til forstæderne. Det nazistiske Tyskland bombarderede byen uophørligt fra luften og med tungt artilleri - dag og nat.

Men Leningrad kæmpede standhaftigt og udholdt alle prøvelser. Til sidst kunne den sovjetiske hær i begyndelsen af 1944 tilføje fjenden det afgørende nederlag, som afsluttede de 900 dages belejring.

Denne kronik handler om en bestemt begivenhed, som under belejringen skulle få betydning for kampens udfald, nemlig Sjostakovitsj's 7. symfoni, "Leningrad -symfonien".

Blokaden af Leningrad

Dimitrij Sjostakovitsj boede i Leningrad under belejringen og havde en nær tilknytning til byen, idet han var uddannet fra byens musikkonservatorium i tiden 1919-25.

Det hører med til symfoniens tilblivelse, at forholdene i Leningrad var forfærdende. Folk faldt døde om på deres arbejde eller på gaden af udmattelse. Alt brød var rationeret, og de voksne måtte kun få cirka 500 kalorier om dagen. Det svarer til totrediedele af en plade chokolade.

På trods af disse vanskelige forhold forsøgte bystyret at videreføre byens teatre og koncertsale, det var dem, der skulle holde modet og moralen oppe under de vanskelige prøvelser.

Skuespillerne optrådte på teatrene i store overfrakker og med kraftige, forede feltstøvler. Musikerne spillede med tykke vanter, hvor fingrene var klippet fri. 

En aften i september 1941 mødtes en kreds af venner hos Sjostakovitsj, og han spillede to satser af den nye symfoni for dem. En af deltagerne har fortalt, at da de hørte uddragene, virkede det ikke som musik i almindelig forstand, men som at høre en levende beretning om dem selv. Selv har Sjostakovitsj efter færdiggørelsen af symfonien fortalt om sine tanker om kompositionen:

”Min syvende symfoni begyndte jeg i det belejrede Leningrad. Hver eneste dag af det heroiske forsvar for denne store by var som en ny komponent til symfonien om den ædle kamp, som folket førte. Jeg lyttede til livet, så det russiske folks kamp og forsøgte at indprente mit billede af deres bedrift i min musik.”

Denne ånd præger symfoniens store, gribende fortælling. Sjostakovitsj færdiggjorde symfonien i december 1941 i byen Kuibyshev, hvortil han sammen med andre kulturpersonligheder var blevet evakueret. Allerede inden nogen, herunder de belejrede i Leningrad kunne høre "deres" symfoni, var den på mikrofilm fløjet til USA via Iran, Afrika og Latinamerika.

Hele verden lyttede

Den 19. juli 1942 blev koncerten radiotransmitteret til millioner af mennesker over hele verden, med NBC's symfoniorkester dirigeret af Arturo Toscanini.

Symfonien kom til at betyde umådelig meget, ikke bare for soldaterne ved fronten i det besatte Sovjetunionen, men for alle landes kæmpende folk, efterhånden som symfonien nåede frem til koncertsalene. Sjostakovitsj's 7. symfoni hører til musikhistoriens helt store værker. Den har den samme stigende og faldende rytme som Bach's H-mol messe, der var skabt som en appel om fred i Europa på Bach's tid. 

Den 7. symfoni veksler mellem en smertefuld lavmælt kamp og en til tider nærmest eksplosiv modstand mod den indtrængende fjende. En kontrast, som også Bethoven brugte i sin Eroica-symfoni, hvor det livfulde sættes op mod en sørgemarch. 

Men først og fremmest er det fascinerende at lade sig rive med af musikken og blive grebet af dens stemninger og følelser.

I dag fremtræder byen Leningrad – eller Skt. Petersborg, som den nu hedder – som en moderne by. Væk er de frygtelige ødelæggelser fra de 900 dages belejring, men vi må aldrig glemme de ofre, som byen gav for at stoppe fascismen og dens morderiske togt mod Europas folk.

Sjostakovitsj's 7. symfoni står som et levende memento over de ofre, som det kostede at forsvare byen, men også hvad mennesket formår at yde under de mest grufulde og vanskelige betingelser. 

Europa og resten af verden står over for nye og helt uforudsete prøvelser, med millioner af mennesker på flugt fra krig og elendighed i Mellemøsten og Afrika. Det betyder en voksende krigsfare, som kan kaste hele kontinentet ud i noget, der minder om Anden Verdenskrig eller det, der er værre.

Her er Sjostakovitsj's musik, og især den, der blev skabt under Anden Verdenskrig, en appel om at imødegå krigsfaren i tide.