For nylig var jeg til et møde, hvor vi blev orienteret om, at man i Region Midtjylland regnede med at skulle bruge to milliarder ekstra på livsforlængende medicin over de næste to år.

Forholder man sig til, at omkostningerne til en stilling i det offentlige er cirka en million kroner, svarer dette til cirka 1000 fuldtidsstillinger. Derfor er det interessant at erfare, at der her i regionen skal spares omkring 800 stillinger væk på sundhedsområdet.

Politikerne er ikke bange for at have en holdning til aktiv dødshjælp, men når det drejer sig det modsatte, flygter man gerne fra ansvaret.

Der er sandsynligvis ingen sammenhæng mellem tallene, hvis man spøger politikerne. Dog ville en debat vedrørende arbejdspladser kontra udgifter til livsforlængende medicin nok ikke være et drømmescenarie her op til et folketingsvalg, og diskussionen om medicinalvareindustriens milliardafkast til deres aktionærer ønsker man sikkert heller ikke at tage stilling til politisk.

Er her egentlig tale om mere god livskvalitet til de hundrede borgere og deres pårørende, som får lov til at vente lidt længere på at skilles. Politikerne er ikke bange for at have en holdning til aktiv dødshjælp, men når det drejer sig det modsatte, flygter man gerne fra ansvaret, og samtidig hyler de som ulve i flok om, at vi skal bruge pengene bedst muligt.

Et eksempel på nedskæringernes betydning oplevede jeg i påsken, hvor en kvinde blev indlagt klokken 23 med mavesmerter på akutafdelingen i Randers. Hun kunne først blive scannet næste formiddag, og hun blev for en sikkerheds skyld lagt til at faste natten over.

En overfyldt hospitalsgang

Det kunne hurtigt konstateres, at ventetiden, når man kaldte på hjælp, var på langt over en halv time, hvilket skyldtes, at der kun var en person på arbejde. Næste formiddag blev hun scannet og skulle herefter vente på en overfyldt hospitalsgang på besked fra lægen, fordi alle stuer nu var fyldte.

Det hele sluttede klokken 23, hvor sygeplejersken udleverede noget smertestillende medicin og sendte hende hjem, uden at lægen havde vist sig.

Det får mig til at tænke over, hvordan tingene ville være foregået, hvis der havde været 800 færre ansatte på sundhedsområdet i region Midtjylland, og der i stedet var brugt yderligere to milliarder på livsforlængende medicin. 

Forkortet af redaktionen