I sidste uge fastslog Cevea i en rapport, at det stigende antal østarbejdere, vi har i Danmark, øger risikoen for social dumping.

Hvis man almengør overenskomsterne, så undergraver man fagbevægelsens krav om indgåelse af overenskomst med en arbejdsgiver.

3F dokumenterede sidste efterår, at SKAT de seneste fire et halvt år, har sendt regninger for manglende skatte- og momsbetaling for næsten 700 millioner kroner til især udenlandske virksomheder, der arbejder i Danmark. Hos Arbejdstilsynet har man i samme periode givet 3.758 forbud eller straks-påbud til virksomheder, som ikke har overholdt arbejdsmiljøloven.

Social dumping er med andre ord et omfattende problem i Danmark, og det breder sig indenfor flere brancher.

Arbejdsmarkedsforsker Henning Jørgensen benytter Ceveas nye undersøgelse til at slå på tromme for, at den eneste udvej for at udrydde social dumping er at almengøre overenskomsterne – altså ophæve dem til lov. Jeg forstår udmærket synspunktet, særligt når det gælder brancher med lav organiseringsgrad, ligesom jeg deler Henning Jørgensens bekymring, at uden politisk opbakning til indsatsen mod social dumping, så går det galt.

Tillid den danske model

Men når vi i 3F alligevel ikke tror på almengørelse, så er det fordi, vi tror på den danske model. Hvis man almengør overenskomsterne, så undergraver man fagbevægelsens krav om indgåelse af overenskomst med en arbejdsgiver, og man svækker lønmodtagerens tilskyndelse til at organisere sig. Hvorfor skal en arbejdsgiver tegne overenskomst, hvis man alligevel skal følge den? Og hvem skal kontrollere, at arbejdsgiverne overholder lovgivningen?

En almengørelse ville åbne for en politisk involvering, der risikerer at kastrere den danske model. Det vil samtidig ødelægge de fleksible aftaler, som betyder, at parterne bøjer sig i forhold til hinanden når konjunkturerne går op - og når de går ned. Vores aftaler indeholder meget mere end løn. Den indeholder for eksempel retten til at konflikte, og regler for hele det fagretslige system, som er vitale elementer, den danske model ikke kan fungere uden. En politisk involvering vil altså ikke alene være skadeligt for lønmodtagerne og arbejdsgiverne – men for samfundet som helhed.

Vi er ikke imod politisk involvering og støtte – tværtimod. Politikerne kunne starte med at sikre en stærk og permanent myndighedsindsats mod social dumping, så politi, SKAT og Arbejdstilsynet ikke skal skrue op og ned for styrken af indsatsen afhængigt af, hvem der sidder for bordenden i Finansministeriet.

Mangel på sanktioner og kontrol

Dernæst kan lokalpolitikerne i landets kommuner og regioner sikre, at arbejdsklausuler og kædeansvar bliver indarbejdet i alle de opgaver der sendes i udbud. I 3F oplever vi, at flere og flere kommuner påtager sig dette ansvar - ofte ser vi dog, at papiret reelt er værdiløst pga. svage sanktionsredskaber og manglende kontrol af klausulernes overholdelse.

Derudover ville det klæde hele koret af politikere, at de officielt anerkender den samfundsopgave, som de overenskomstbærende fagforeninger kæmper hver dag. Hvem har måske nogensinde hørt Krifa, ASE eller Det Faglige Hus udtrykke bekymring eller gøre noget som helst mod social dumping?

Politikerne kan altså indenfor den nuværende ramme gøre meget mere for at modarbejde social dumping – uden at pille ved vores gode danske aftalemodel.