Forestil dig, at du skal købe en hammer i én butik og søm i en anden butik. Eller at cykelhandleren kun må sælge cykler, men ikke cykellygter. Ulogisk, ikke?
Naturligvis skal medicin og hjælpemidler til at åbne medicinemballagen med, kunne sælges samme sted.
Forestil dig så, at du på apoteket køber medicin, hvor medicin-emballagen volder kvaler, men at du skal i en anden butik for at købe et hjælpemiddel til at åbne emballagen med. Det giver ingen mening og det er kun til besvær. Hvis du i forvejen er dårligt gående eller har en anden funktionsnedsættelse, så er det dobbelt svært.
Noget tyder på, at det er sådan det bliver, når den ny apotekerlov træder i kraft den 1. juli. I øjeblikket er man ved at udforme lovens bekendtgørelser. Et af punkterne kan læses sådan, at apotekerne ikke skal have lov til at sælge hjælpemidler til at åbne emballage til folk, som har brug for det på grund af få kræfter i hænderne.
I Gigtforeningen vælger vi at tro, at det er en fejl, og at bekendtgørelsen, når den ligger færdig, vil være præget af sund fornuft. Naturligvis skal medicin og hjælpemidler til at åbne medicinemballagen med, kunne sælges samme sted. Det vil være logisk lovgivning, og det vil gøre det lettere og mere tilgængeligt for den enkelte patient.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278